De to stjerner er på vej med streamingtjenesten Daisy, som vil fokusere på menneskelig vejledning
Ifølge den britiske avis The Guardian lancerer Trent Reznor og Dr. Dre en ny streamingtjeneste, som vil blive en konkurrent til tjenester som Spotify. Projektet har fået arbejdstitlen "Daisy", og Nine Inch Nails-frontmanden har afsløret detaljer om den nye musiktjeneste, som han har dannet sammen med hiphop-stjernen Dr. Dre.
Ifølge Billboard er det planen, at Daisy skal lanceres i midten af 2013, og tjenesten bliver udviklet af Dr. Dres hovedtelefons-virksomhed Beats by Dre. Det særlige ved den nye streamingtjeneste er, at den bruger menneskelige ekspertiser, da Reznor synes, at de allerede eksisterende tjenester lægger for meget vægt på computer-anbefalinger, og der altså ikke er nok mennesker, som rådgiver brugerne i, hvilken musik de skal købe.
"Der er reel værdi i at have tillid til kilderne," fortæller Reznor til The New Yorker. "Det er ligesom at have sin egen fyr, når man går ned i pladebutikken, som ved, hvad du kan lide, men som også kan sende dig ned ad nogle veje, du ikke nødvendigvis selv ville havde gået." Reznor udtaler i øvrigt, at tjenester som Spotify tilbyder "millioner stykker musik... men du snubler ikke over noget. Det, der mangler er en tjeneste, der tilføjer et lag af intelligent udvælgelse."
I øvrigt udtalte Trent Reznor for nylig til Rolling Stone, at han arbejder på nyt materiale med Nine Inch Nails efter flere års fokus på andre projekter.