Legenden lander i Odense næste sommer
I sommeren 2012 spillede singer-songwriter-legenden Leonard Cohen to koncerter i Aalborg og København, og næste år får Odense besøg af sangskriveren, når han gæster Kongens Have den 17. august 2013.
Cohen har igennem seks årtier produceret kritikerrost musik og påvirket fans over hele verden med sine sangtekster. Hans seneste album "Old Ideas" debuterede i toppen af albumhitlisterne verden over og scorede samtidig fem stjerner i GAFFA fra anmelder Lars Löbner Jeppesen.
JVB Concerts og NGIF præsenterer den kommende fynske koncert:
"Leonard Cohen er en verdensstjerne og en af de mest ikoniske nulevende sangskrivere overhovedet. Vi véd, han har en stor og meget loyal fanskare i Danmark, og vi er derfor fantastisk glade for endnu en gang at kunne bringe ham til Odense," fortæller promoter i JVB Concerts, Tue Kempf, og tilføjer:
"Vi er glade for at kunne bidrage til at skabe endnu mere aktivitet i bymidten, i en periode, hvor der i forvejen foregår rigtig mange spændende aktiviteter. Vi håber, at en koncert med en kunstner af Leonard Cohens størrelse i centrum af byen vil være med til at sætte Odense endnu mere på landkortet."
Inden Leonard Cohen giver koncert i Danmark, bliver der mulighed for opleve sangerens malerier, når nordsjællandske Esrum Kloster åbner en stor udstilling af Leonard Cohens billedkunst. Udstillingen åbner den 2. april 2013, og kommer til at bestå af enkelte originale lærreder og 50 særtryk, som også bliver sat til salg.
Billetsalget starter lørdag 22. december kl. 10.00 via Billetnet.dk og Billetlugen.dk.





