Den storsælgende rapper tager på Europaturné til foråret
Den populære rapper Lil Wayne gæster TAP1 i København den 13. marts med Mac Miller og 2 Chainz som særlige gæster. Det bliver som en del af en europæisk arena-turné, som netop er blevet offentliggjort.
Den platinsælgende, Grammy-vindende rapper Lil Wayne giver til foråret 15 koncerter i 10 europæiske lande. Han er kendt for sine højelektriske sceneshows og energiske live-optrædener, og så er den populære hiphop-artist på vej med sit tiende studiealbum "I Am Not A Human Being 2", der lander i butikkerne i begyndelsen af 2013 inden hans danske koncert.
Lil Waynes seneste album "Tha Carter IV", som udkom i august 2011, var det bedst sælgende hiphop-album samme år, gik direkte ind på førstepladsen på Billboards Top 200 og solgte mere end 964.000 eksemplarer den første uge på markedet. Albummet blev anmeldt til fem stjerner i GAFFA med overskriften "Weezy overrumpler og overrasker på mastodontisk og stærkt fjerde kapitel i Carter-sagaen."
Supportnavnene på turnéen er Mac Miller og 2 Chainz. Mac Miller er inspireret af kunstnere som The Beastie Boys, Outkast og Big L og har markeret sig på hiphop-scenen som en talentfuld freestyle-rapper. For tiden forbereder han sit andet album "Watching Movies With The Sound Off", der udkommer i løbet af 2013. 2 Chainz blev først kendt som den ene halvdel af hiphop-duoen Playaz Circle og fik et gennembrud, da han som soloartist udgav albummet "Based on a T.R.U. Story" og blev signet til Kanye Wests pladeselskab G.O.O.D. Music.
Billetsalget begynder på onsdag den 12. december klokken 10 via Billetnet.dk.





