Den engelske trio har indspillet en ny version af juleklassikeren
Den britiske, anmelderroste indie-pop-trio The xx har lavet en coverversion af Wham!'s 80'er-julehit "Last Christmas". Den nye version er tilpasset The xx's musikalske univers, og sangen blev indspillet i forbindelse med, at bandet optråte i Fearne Cottons Radio 1-show på engelske BBC. Lyt til The xx's version af "Last Christmas" her.
"Last Christmas" blev skrevet af George Michael, og udgivet i 1984 med den britiske duo Wham!. Siden har en række andre artister udgivet versioner af det udødelige julenummer, og nu har The xx altså givet deres bud.
I september udsendte The xx deres andet album "Coexist", som blev anmeldt til fire stjerner af GAFFAs anmelder Rune Schlosser, og albummet blev fulgt op af en november-koncert i Danmark, som scorede hele seks stjerner i GAFFA fra anmelder Simon Nathanael, der blandt andet skrev:
"The xx er vokset med opgaven og har modnet deres live-opræden i smuk symbiose med lyssætning og velgennemtænkt opbygning af et sæt, der bød på enestående musikalsk intimitet blandet med overraskende nyfortolkninger af bandets ellers så stilfærdige sound. Selvom jeg fik muligheden, ville jeg ikke ønske mig en eneste ting gjort anderledes; pause."





