Kanalredaktør tager til genmæle mod kraftig kritik af kanalen
Debatten har gået højt efter Dagbladet Information bragte artiklen "DR nedprioriterer det smalle" i tirsdags. P6 Beat har i manges øjne taget en mere mainstream-præget drejning, der giver værterne mindre taletid, og er blevet mere fokuserede på lyttertal og playlister, der i højere grad dominerer fladen. Både musikere, debattører, værter og en radiochef var med i artiklen, der overvejende pegede på radioens retningsskift, som en vært blandt andet mente var for tæt på P3 – et skift, der begrundes med et lavere lyttertal.
Denne kritik har GAFFA drøftet med kanalredaktør Gustav Lützhøft, der sidder med det overordnede ansvar for kanalens profil og retning. Vi har spurgt ind til, hvad det egentlig er, der er sket.
"Ikke en kritik, jeg kan nikke genkendende til"
Hvad er din reaktion på den kritik, der har været på det seneste?
- Jeg synes ikke, at det fremgår så klart af de seneste artikler, at mange af de ændringer der er sket, er nogle, vi har arbejdet på siden i sommer. Det folk reagerer på, når de læser Informations artikel, er måske, at man er bange for, at der kommer nogle ændringer fremadrettet. Vi er stort set færdige med det arbejde, vi har lavet på kanalen, hvor rigtig mange af de ændringer med musikken og programmerne har stået på siden i sommer. Det er ikke sådan, at vi står foran en eller anden stor syndflod af ændringer.
- Det der er vigtigt at sige omkring P6 Beat i forhold til den Playliste-snak, der er lige nu. Der har altid været playlister på P6 Beat. Man skal passe på med, at man ikke gør det til et succeskriterium at have en radiokanal uden playlister, hvor radioværter har et hundrede procent frit valg. Når vi har dygtige radioværter og dygtige musikjournalister siddende, så er det fordi, de skal formidle musikken.
– Selvfølgelig skal de være med til at præge det kanalen spiller, men de skal ikke sidde og bygge playlister, hver gang de skal lave en times radio. Der skal de forholde sig til den musik, som er udvalgt i forhold til kanalens overordnede profil, og så skal de formidle den musik. Det er essensen af, hvordan vi går til det.
- Jeg oplever slet ikke den kritik, som bliver tegnet af at værterne er bundet på hænder og fødder. Det er ikke en kritik, jeg kan nikke genkendende til herfra.
Læs hele interviewet i GAFFAs artikelsektion.