Et nyt og et gammelt album bliver præsenteret i eksklusive omgivelser til vinterens festival
Den jyske rocktrubadur Peter Sommer byder indenfor til en eksklusiv koncert i en hemmelig parkeringskælder i forbindelse med vinterens Frost Festival. Ved samme lejlighed opfører det danske støjrockband Speaker Bite Me albummet "If Love Is Missing It Must Be Imposed" i Koncertkirken.
Peter Sommer udsender sit nye album "Alt forladt" den 28. januar, hvor han trækker sit udtryk i en mere eftertænksom og elektronisk retning, som han selv kalder "dagen derpå-dance". Et par uger senere spiller han de nye numre i intime rammer i en hemmelig parkeringskælder under Hotel Danmark den 15. februar.
Speaker Bite Me blev dannet i 1996 og har siden hen markeret sig stærkt på den danske rockscene, om end gruppen også har holdt lange pauser. Frost har tidligere offentliggjort en solokoncert med gruppens guitarist og sanger Martin Ryum, og nu er hele bandet altså også kommet på plakaten. Gruppen spiller i Koncertkirken på Blågårds Plads 1. marts med sangene fra albummet "If Love Is Missing It Must Be Imposed" fra 2000. Speaker Bite Me har desuden udvalgt Broken Twin som opvarmningsnavn.
""If Love Is Missing It Must Be Imposed" har vi altid kaldt vores mørke plade. Jeg husker, at to numre ligefrem ikke fik lov at komme med på den endelige trackliste, fordi de havde for positive anelser. Pladen var vores første omgang med ambitionen om at lave et dvælende værk, og det blev til i trygge omgivelser, alt imens vi var forfulgt af ubehagelige hændelser a la død og ødelæggelse. Vi er meget stolte af kompositionernes krævende karakter, og det er en plade, mange mennesker siden hen har kaldt vores "hovedværk"," udtaler sanger og guitarist Signe Høirup Wille-Jørgensen om Frost-koncerten.
Vinterens Frost Festival præsenterer for tredje år i træk både internationale og danske kunstnere på særligt udvalgte locations i København.
Læs mere på Frost Festivals hjemmeside.





