Den 76-årige skuespiller kigger på Elvira Friis i Peerishs musikvideo "Euphoria"
Det danske enmandsband Peerish er aktuel med sin nye musikvideo til sangen "Euphoria". Her har Peerish fået fint selskab, idet de to andre hovedrolleindehavere i videoen er ingen ringere end den 76-årige skuespiller Baard Owe, blandt andet kendt som professor Bondo i Lars von Triers tv-serie "Riget", og pornomodellen Elvira Friis.
I videoen stripper og poledanser Elvira Friis for Baard Owe, og disse optagelser er foretaget i den såkaldt falske markis Marcel de Sades herskabslejlighed på Frederiksberg. Optagelserne er klippet sammen med filmklip fra Paris, hvor Elvira Friis går rundt med Peerish alias sangeren, musikeren og forfatteren Per Bloch.
Hovedparten af videoen er finansieret ved donationer fra publikum og fans, altså crowdfunding. Ved hjælp af det danske crowdfunding-site Booomerang indsamlede producenterne af "Euphoria"-videoen knap 15.000 kroner. Derudover har produktionen modtaget støtte og sponsorater fra tøjdesigneren Ivan Grundahl, Synoptik, Tante T, Dansk Artist Forbund, Koda, Café G med flere.
Bag videoen står Company Pictures: "Vi ville gerne bryde grænserne for, hvad der hidtil er set i musikvideogenren herhjemme og i udlandet. Lave en ekstravagant video med højt til loftet", fortæller instruktøren Uffe Karlsson.
Peerish udtaler: "Euforien har mange facetter. Den er både seksuel, sensuel, løssluppen og intens – alt det ville jeg gerne have, at videoen skulle være. At processen omkring crowdfunding så også har været det, det har kun gjort det ekstra spændende."
Alle lyde i "Euphoria" er lavet med Peerishs stemme og siden samplet, moduleret og tweaket.
Album og roman på vej
Peerish udgav i 2009 – under navnet Peer – hybridværket "Kollektion", som bestod af cd og bog i ét. I begyndelsen af 2013 udkommer hans duet med Suzanne Brøgger, "Queen of Hearts", som digital single. Det kommende album "Mezzosphere", med nummeret "Euphoria", udsender han i sensommeren eller efteråret 2013, og det er indspillet i tæt samarbejde med musiker og producer Noah Rosanes og har medvirken af den norske akkordeonist Live Berger Brekke, Mani Spinx, Mikkel Benn fra The Freudian Slip, den 21-årige harpenist Sandra Sohn, der også medvirkede på "Kollektion" med flere.
Samtidig med udsendelsen af "Mezzosphere" udgiver Peerish sin debutroman, "Ti, tyve, tredive", under navnet Per Bloch.
"Euphoria"-nummeret er også udkommet på iTunes og lignende digitale tjenester.
Du kan læse mere om "Mezzosphere"-albummet og høre en forsmag på "Ti, tyve, tredive" tilsat akkordeon her.
Se videoen til "Euphoria" i den ucensurerede version nedenfor og – hvis du er lidt mere sart – i den censurerede version her.