Nyhed

Spritny julesang fra The Reptones

Den danske americana-gruppe har kastet sig ud i jule-genren med singlen "Christmas Tonight"

Det er december, og det betyder både juleklassikere og nye sange, der er skåret til højtiden. I år har de københavnske americana-rockere i The Reptones kastet sig ud i projektet med at lave en ny julesang, og det har resulteret i singlen "Christmas Tonight".

"Christmas Tonight" er netop blevet færdigmastereret og er skrevet af Rolf Gjesdal, der har en forkærlighed for julemusik. Sangen handler om at lade "julefreden sænke sig", opgive det stressede juleræs, og "se det hele lidt ovenfra".

"Jeg er selv fan af al julemusik, og spiller kun julemusik derhjemme i hele december - lige fra Bing Crosby til Twisted Sister. "Christmas Tonight" forsøger ikke at revolutionere genren, men snarere at bidrage med lidt meningsfuld julestemning og et bud på, hvordan god jule-pop skal lyde. Vi overlader det trygt til tiden at vurdere om julenummeret besidder de rette ingredienser til at blive en tilbagevendende juletradition," siger sangskriver og guitarist i The Reptones, Rolf Gjesdal. 


The Reptones udsendte i augst debutalbummet "Ingrid, It's Only a Movie". Albummet er produceret af Grant Lee Buffalo-bassist Paul Kimble. Læs et interview med ham og The Reptones i GAFFAs artikelsektion.

Man kan lytte til nummeret "Christmas Tonight" på bandets hjemmeside.

ANNONCE