Nyhed

Chris Cornell til Danmark

Soundgarden-sangeren Chris Cornell skal optræde i Det Kongelige Teater den 3. juli

Fra marts til maj sidste år, spillede Chris Cornell en række udsolgte koncerter i USA  på sin Songbook Tour, hvor han, ene mand, spillede Soundgarden-sange Audioslave-sange og numre fra hans solokarriere. Turnéen og det efterfølgende live-album fik titlen "Songbook". Albummet fik fem stjerner af GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez med ordene: ""Songbook" er en ufortyndet nyedelse fra ende til anden, og pludselig synes ventetiden til det kommende Soundgarden-album ikke så lang."

Læs hele anmeldelsen her

Nu skal successen fra USA prøves på Europa, når grunge-ikonet til sommer bringer songbook-turnéen over Atlanten. Turnéen starter i Manchester den 16. juni, og et par uger efter står Cornell på Gamle Scene i Det Kongelige Teater i København.


Chris Cornell er tidligere forsanger i det grungede rockband Soundgarden, der specielt hittede med albummet "Superunknown", hvor man blandt andet finder det kendte nummer "Black Hole Sun". Senere blev han frontmand i bandet Audioslave, men har derudover også udgivet flere soloudgivelser. Senest "Songbook", der udkom i december sidste år.

Men udover alt sit eget materiale er der på "Songbook" også plads til et par coverversioner. Både Led Zeppelins "Thank You" og John Lennons "Imagine" er blevet fortolket af Seattle-sangeren, og måske er de også at høre, når, han ene mand, skal spille Gamle Scene i det Kongelige Teater op. 

Billetterne bliver sat til salg den 29. februar og kan købes via GAFFA Live.


ANNONCE