Debutalbummet ”Born To Die” fra Lana Del Rey bliver muligvis det eneste, siger hun selv
Lana Del Rey har næsten lige udgivet sit debutalbum "Born To Die", der udkom sidste mandag, men nu siger sangstjernen, at der muligvis ikke kommer mere fra hende. Del Rey har udtalt til Vogue, at hun muligvis ikke udgiver et andet album, da hun ikke har mere at sige. Hun er utrolig glad for sit debutalbum og føler, at hun ikke har mere at kunne tilføje ved et eventuelt andet album.
Men helt stille bliver det dog ikke fremover. Lana Del Rey udgav i 2010 albummet "Lana Del Ray A.K.A. Lizzy Grant", som var sangerens første professionelt producerede album. Det var dog kun i en kortvarig periode, at man kunne købe albummet via iTunes, før det blev trukket tilbage. Del Rey har nu afsløret, at hun har købt rettighederne til albummet tilbage fra producer David Kahne. Hun planlægger nu at genudgive "Lana Del Rey A.K.A. Lizzy Grant" hen over sommeren 2012.
Det er muligt at sangstjernen er ved at foretage et karriereskift. Den 4. januar blev det offentliggjort at Lana Del Rey har underskrevet en kontrakt med Next Model Management-agenturet, som har haft fingrene i andre musikere, blandt andre Jessie J og Ellie Goulding.
"Born To Die" er i øvrigt gået direkte ind på førstepladsen på den engelske hitliste med et salg på 117.000 eksemplarer den første uge, hvilket gør albummet til det hurtigst sælgende album i England i 2012, skriver gigwise.com. Den amerikanske hitliste er endnu ikke offentliggjort, og det er den danske heller ikke – det sker henholdsvis lørdag og fredag, og så bliver det jo spændende at se, hvor højt albummet ligger.




