Nyhed

Jon Nørgaard klar med nyt album

I morgen udkommer det album, der skal lukke Popstars-kapitlet for Jon Nørgaard

Jon Nørgaard har været så grueligt meget igennem, både i pressen og skildret i filmen "Solo" fra 2007, der blev skabt af Kasper Torsting. I den dokumentariske film bliver Jons daværende stofmisbrug og kamp med berømmelse, kærlighed og selvtillid afsluttet med en genfunden lyst til at lave musik. Det er den lyst og de sange, der efter seks år er klar til at ramme gaden i form af albummet "Uden Dig". Albummet behandler alle aspekter ved kærligheden, med devisen, at følelser, der er svære at håndtere, ikke nødvendigvis er svære at formulere.

Jon Nørgaard har dog ikke brugt de sidste seks år i sangskriverisolation. Han har formået at gøre sig selv til en væsentlig spiller i den danske musikindustri både på den ene og den anden side af lytternes opmærksomhed. Senest har han medvirket på Clemens nyeste single "Champion".

2012 bliver et begivenhedsrigt år for Jon Nørgaard. Han har nemlig ud over morgendagens udgivelse endnu et album i støbeskeen, der skal markere hans tiår i musikbranchen, siden hans medvirken i Popstars i 2002. Dette har endnu ikke hverken titel eller en fastsat udgivelsesdato, men forventes ude til november.


Her kan du høre en teaser for albummet "Uden Dig":

 


ANNONCE