Nyhed

Kaizers Orchestra-musik i dansk teaterkoncert

Teatret Svalegangen, Teater Nordkraft og Teamteatret Herning præsenterer i samarbejde med de norske balkanrockere rockteaterbastarden "Maestro"

Kaizers Orchestras pompøse og absurde univers blev i Stavanger fortolket storladent og med store armbevægelser. Den succesfulde forestilling, "Sonny" af Tore Renberg er baseret på Kaizers Orchestras tre første plader "Ompa Til Du Dør", "Evig Pint" og "Maestro". Nu er forestillingen rykket til Danmark under titlen "Maestro", hvor scenografien er skåret ned til et minimum og skuespillet opføres af mindre end to håndfulde skuespillere. Denne art søgen ind til kernen eller grundessensen i teaterforestillingen "Sonny" understøttes af bandet (et teaterorkester, ikke Kaizers selv), som spiller danske oversættelser og fortolkninger af historierne fra de norske fjelde.

 

Kærlighed og jalousi


Det er et klassisk trekantsdrama som danner plottet for det utraditionelle stykke. Blodbrødrene Sonny og Vicente er begge forelskede i den smukke Victoria. Sonny og Vicente er begge en del af modstandsbevægelsen Resistansen, der forsøger at bekæmpe den onde Kaizer og hans hjælper Clavier. Da Victoria beslutter sig for at ægte Vicente, bliver Sonny så syg af jalousi og indre dæmoner, at han svigter sine idealer, sit venskab og Resistansen.

 

Fra fordrukne fantaster til avantgarde-profesionelle


De to Kaizers-medlemmer, sanger Janove Ottesen og guitarist Geir Zahl, fortæller, at der aldrig vil kunne findes én rød tråd og et færdigt narrativ eller svar på de tre værker, som udgør rammen for teaterforestillingerne. Deres univers er blevet skabt som mange andre rockuniverser, og tager derfor ligeledes udgangspunkt i dæmoner, druk og drømmeri. At deres succes voksede og fortsatte til trods for den, ifølge musikerne selv, utroligt ringe musikalske kvalitet som deres tidlige værker bærer præg af, har selvsagt ikke været planlagt fra begyndelsen, men det er tydeligt at de to herrer navigerer godt i andre kulturelle rammer end de hjemmevante.

 

Gasmasker, zippolightere og pink plys


Det er tydeligt at samarbejdet med de danske teatre har været godt, og tilbage er blot at se om publikum deler alle de involveredes entusiasme for at ryste gammelt teaterstøv og stringente monologer af scenetæppet, og fyre op for en ordentlig omgang norsk absurditet pakket ind i gasmasker, zippolightere og pink plys.

 

 


Om forestillingen:

Musik af: Kaizers Orchestra
Originalt manuskript "Sonny": Tore Renberg
Iscenesættelse: Heinrich Christensen
Scenografi: Ida Marie Ellekilde
Musikalsk arrangement: Søren Hansen
Musikere:Søren Poulsen, Søren Graversen, Anders Pedersen, Anton Johannes Hejl
Medvirkende: Daniel Bevensee, Nikolaj Mineka, Troels Thorsen, Janus Kim Elsig, Filippa Suenson og Katrine Beck Ibsen

Forestillinger:
Aarhus, Teatret Svalegangen 1.-31. marts, man.-fre. kl. 20, lør. kl. 16
Aalborg, Teater Nordkraft 10.-28. apri
Herning, Team Teatret 3.-25. maj

Læs mere om forestillingen her.


 

 

 

ANNONCE