Nyhed

Keith Canisius og Balloon Magic på Danmarksturné

Det københavnske bookingbureau Smash!Bang!Pow! har lavet en turné for to af sine mindre kendte bands

I den sidste halvdel af februar løber Smash!Bang!Pow!s Switched On Tour af stablen med otte koncerter med Keith Canisius & The Holy Dreamers (billedet) og Balloon Magic. Turnéen er Smash!Bang!Pow!s forsøg på at sætte fokus på nogle af de kunstnere, der, som de selv siger det, "enten er for smalle eller for små til at modtage den opmærksomhed, de har potentiale til og fortjener".

Keith Canisius er trods sin plads på denne tur et navn, der er blevet omtalt før, både i hans nuværende konstellation og i duoen Rumskib. Canisius har i flere år været eksponent for dansk shoegaze, men har på sit seneste soloudspil "This Time It's Our High" forladt shoegazen til fordel for drømmende og psykedelisk pop. Keith Canisius arbejder i øjeblikket på sit fjerde soloudgivelse

Balloon Magic er et ungt og uforfærdet band fra Odense, der spiller indiepoprock med en snert af The Smiths. Ud over Keith Canisius & The Holy Dreamers og Balloon Magic er der opvarmning med lokale bands til flere af koncerterne.


 

Turnéen er som følger: 

10/02 – Stars, Vordingborg + support: Red Suburban 


11/02 – Templet, Lyngby + support: High Light District 

15/02 – Stengade, København 

16/02 – Forbrændingen, Albertslund 


17/02 – Gimle, Roskilde + support: Melody Melody 

18/02 – Ungdomshuset, Odense + support: First Flush 

24/02 – Studenterhuset, Aalborg + support: Girls In Colours 


25/02 – URT‐huset, Thisted

Entréen er 50 kr. ved alle koncerter.

ANNONCE