Nyhed

Mads Björn giver koncert på Ideal Bar

Den anmelderroste albumdebutant Mads Björn giver koncert på Ideal Bar den 18. april

Efter siden 2004 at have udgivet flere ep'er udsendte sangeren og multi-instrumentalisten Mads Björn den 9. januar endelig sit debutalbum "Monolith". Og albummet, der er indspillet udelukkende af Björn selv i et sommerhus ved Vesterhavet ved Thorsminde og optaget i programmet "Garageband" på en Mac-computer, er blevet vel modtaget af de danske medier.

Blandt andet i GAFFA hvor en begejstret Michael José Gonzalez skrev i sin femstjernede anmeldelse: "Det er lige, så man kan fornemme Vesterhavets isnende bølgesus, når de ringlende guitarer og Björns tyste vokal lader sangene vokse og folde sig ud i al deres favnende intimitet. Her er virkelig noget på spil, og ud over før nævnte hr. Vernon fornemmer man også et åndeligt slægtskab med Sleep Party People, om end Björn byder på et mere organisk udtryk, der overrumpler i al sin insisterende inderlighed. Monolith er en smuk debut af internationalt format, der samtidig allerede er et godt bud på en af 2012's mest markante danske udgivelser."

Den første single fra "Monolith", "New Sailor", strøg efter udgivelsen direkte ind på 1. pladsen på P3's Barometer-liste, hvor det lå i flere uger. Det fastholder stadig en 2. plads på den populære hitliste.


Med som support bringer Mads Bjørn et andet spændende, nyt navn – sangerinden Mathilde Savery. Singer/songwriteren Mathilde Savery skrev sin første sang, som 13-årig og har skrevet lige siden. I efteråret 2011 vandt hun DR's Sangskriverdysten, og siden har hun blandt andet været support for Mads Langer og Freja Loeb. Mathilde Savery begynder i år indspilningen af sit debutalbum.

Koncerten finder sted onsdag den 18. april klokken 20 på Ideal Bar i København. Forsalg via Vegas hjemmeside, Billetlugen og i Fona-butikker

ANNONCE