Bassisten Michael Davis fra den stilskabende gruppe blev 68 år
I lørdags kom nyheden frem, at Michael Davis var død som følge af leversvigt. Davis døde på Enloe Medical Canter i Californien fredag eftermiddag efter en månedlang indlæggelse på hospitalet, fortalte bassistens kone Angela Davis ifølge Associated Press.
Michael Davis blev født i 1943, og blev bassist for proto-punk bandet MC5 i 1964, efter han havde droppet ud fra Wayne State University. Davis erstattede MC5s originale bassist, Pat Burrows, da sangeren Rob Tyner og guitaristen Wayne Kramer besluttede, at Davis' lyd og stil passede dem bedre. Han spillede med på bandets tre originale albums, også på deres debutalbum "kick Out The Jams" fra 1969. Davis forlod bandet i 1972, presset af de andre medlemmer, da han havde et voldsomt misbrug af heroin.
I 2003 gik de tre resterende medlemmer, Kramer, Davis og trommeslageren Dennis Thompson sammen til en genforeningskoncert på 100 Club i London. Det blev efterfølgende til en verdensturné i 2004, hvor de spillede under navnet DKT/MC5. Med dem på turné var en række specielle gæster, heriblandt Mark Arm (Mudhoney), Nicke Royale (The Hellacopters) og Evan Dando (The Lemonheads).
Davis var en eftertragtet bassist, og havde ifølge rygter planer om at tage til Belgien denne uge for at indspille med punkmusikeren Sonny Vincent, fortæller Davis' kone. Foruden dette var Davis begyndt at male og studere igen, med henblik på at tage sin bachelor i "fine arts", som han droppede ud af i 1964.
Davis efterlader sig konen Angela Davis, tre sønner, og en datter fra et tidligere ægteskab.
Tilbage i 1991 døde MC5's sanger Rob Tyner, og i 1994 gik guitaristen Fred "Sonic" Smith bort. Sidstnævnte var i øvrigt gift med Patti Smith.
Hør singlen "Kick Out The Jams" fra debutalbummet af samme navn her.





