Megadeth: Tilbage som kristne

Efter 11 år i ude kulden og retssager for millioner mod Dave Mustaine, er bassist og med-grundlægger af Megadeth, Dave Ellefson, nu tilbage i bandet. GAFFA fangede ham inden det genforenede Megadeths koncert i det vestlige Canada, til en snak om bandets nye album 13 (2012), ideen bag den Gigantour, som Dave Mustaine har været primusmotor bag siden 2005, og ikke mindst Ellefsons syn på den tro, både han og Mustaine har fundet.

På indspilningen af sidste års album var det første gang siden albummet "The World Needs A Hero" (2001), at du er tilbage i studiet med Dave Mustaine. Hvordan var det?

Det var rart at være tilbage. Vi valgte Johnny K. (3 Doors Down, Staind, Machine Head m.fl.) som producer denne gang - det gav en ny og meget mere fokuseret energi, end jeg har oplevet tidligere. I 2001, da vi indspillede The World Needs A Hero, var bandet samlet i et rum hver dag. Hver morgen stillede Mustaine med et nyt riff, som vi så arbejdede på den dag. På 13 har processen været lidt anderledes. Det er primært Dave Mustaine og Johnny K, der har stået for tingene denne gang. Vores fokus var at gøre pladen færdig på 8-10 uger i stedet for at trække det i det uendelige – som sagt er der kommet en meget fokuseret plade ud af det.

Tilbage i 2001 tjekkede Dave Mustaine ind på rehab og opløste derfor Megadeth. Herefter begyndte tingene hurtigt at gå skævt mellem ham og Ellefson. Da Mustaine og resten af bandet (minus Ellefson) fandt tilbage i studiet i 2004 for at indspille The System Has Failed, kæmpede Mustaine og Ellefson i det californiske retssystem om ophavsret og Megadeth-royalties for flere millioner. I 2005 nævnte Ellefson overhovedet ikke Megadeth i et stort radiointerview, der handlede om hans karriere – det var som om, de 20 år Mustaine og Ellefson havde tilbragt side og side, aldrig havde eksisteret. Mustaine har selv givet sin version af historien i sin glimrende biografi Mustaine: A Hevay Metal Memoir (2011).

Det er jo ingen hemmelighed, at du og Mustaine har haft jeres uoverensstemmelser gennem de sidste små 10 år, det er jo offentligt dokumenteret i både biografier og interviews. Nu står I igen side om side på scenen?

Alt er godt mellem Dave og mig nu – næste spørgsmål.

Megadeth er jo primus motor bag Gigantour-projektet, og har været det siden 2005. Hvad var visionen dengang, og hvad er de nu?

Jeg tror, idéen startede helt tilbage i 2000. Vi har altid forsøgt at holde billetpriserne nede til vores koncerter, og ved at få flere bands ind under samme tag, tilbyder vi folk at få mere for deres penge. Vi vælger selv de andre bands, målet er forskellighed inden for samme genre – ingen gider lytte til den samme sang hele aftenen. For os, som band, giver det mulighed for at kunne spille i store arenaer – så alle vinder på den her model.

Megadeth under selv-censur

Jeres 1992-udgivelse, "Countdown to Extinction", står for mig personligt som en af de bedste metaludgivelser inden for de sidste 20 år. Hvordan ser du selv på det album og den tid nu?

Det var måske den bedste tid for Megadeth, når jeg tænker tilbage. Vi gik direkte i studiet efter vores Rust in Peace-tour og indspillede Countdown. Vi havde den her ide om at lave en ny lyd, en ny form for metal, og stadig bibeholde vores thrash-rødder – jeg synes, at det lykkedes til fulde. Vi havde et stort kreativt flow i de år. Det efterfølgende album synes jeg dog næsten var bedre (Youthanasia, 1994, red.).

Men da det udkom, havde MTV lukket døren for metal, grunge havde taget over, så albummet gik lidt i glemmebogen. Man må sige, at tingene er vendt nu. Gennem computerspil og Guitar Hero er metal jo kommet tilbage på de unges musikalske radar. Vi ser flere og flere teenagere komme til vores shows. Den metal, der blev sendt på gaden sidst i 80'erne og 10 år frem er jo godt håndværk lavet af folk, der kunne spille på deres instrumenter – det er rart at se, at det igen bliver relevant.

Man kan vel antyde, at Megadeth var et noget andet band dengang i 1990'erne. Både Mustiane og dig er nu genfødte kristne efter flere års kampe mod stofmisbrug?

Meget er sket i løbet af de sidste 10 år, og både Dave og jeg er blevet ældre. Jeg føler dog stadig, at mange af de ting vi musikalsk rodede med tilbage i 1990'erne, stadig er relevante i dag. F.eks. sange som "Holy War" fra Rust in Peace (1990) og ikke mindst "Foreclosure of a Dream" fra Countdown, som jo nærmest er et universelt tema om den politiske situation i Amerika.

Dog er det ingen hemmelighed, at der er sange fra netop den periode som Mustaine har valgt aldrig at spille igen – eksempelvis "Bad Omen" og "Anarchy in The UK"?

Det er rigtigt. Der er en håndfuld sange fra den periode, omhandlende de mørke ting, Dave kæmpede med dengang. Jeg synes, det er den rigtige beslutning at udelade dem. Både Dave og jeg har jo i dag en tro, der ville gøre det meget dobbeltmoralsk at stå og synge de sange. At udelade dem viser jo også bare, hvor langt Dave er kommet.