Bandets guitarist Frank Iero afslører, at gruppens næste udspil vil blive et koncept-album
New Jersey-gruppen My Chemical Romance arbejder i øjeblikket på efterfølgeren til "Danger Days: The True Lives Of The Fabulous Killjoys" fra 2010. Det kommende album skal ifølge bandet ikke være en tilfældig samling sange, men noget mere, en sammenhængende helhed, altså et konceptalbum. Derfor har bandet anskaffet sig deres eget studie, hvor de i ro og mag kan arbejde på at gøre albummet til deres bedste. Bandets guitarist Frank Iero fortæller til websitet Noise11, hvor svært det kan være at skrive og indspille, når man er underlagt en tre-fire måneders deadline.
Der er endnu ikke kommet nogen dato på, hvornår albummet forventes klart, men i et interview i Rolling Stone fra sidste år hentydede Iero til at der ville komme nyt fra bandet hen over sommeren 2012.
My Chemical Romance debuterede i 2002 med albummet "I Brought You My Bullets, You Brought Me Your Love", som de i 2004 fulgte op med gennembrudsalbummet "Three Cheers For Sweet Revenge". I 2006 udgav de "The Black Parade" og i 2010 "Danger Days: The True Lives Of The Fabulous Killjoys".





