Nyhed

Richie og Seebach optræder i X Factor

Rygterne har svirret, og nu bekræfter DR, at Lionel Richie og Rasmus Seebach gæster X Factor

Rasmus Seebach og Lionel Richie optræder sammen i det femte liveshow af årets X Factor den 9. marts. Det sker i forbindelse med, at musiktemaet for netop den aften bliver "Rasmus Seebach", og i den anledning vil d'herrer for første gang på direkte tv synge deres duet-version af "Say You, Say Me". Nummeret er så populært blandt danskerne, at det efter et døgn gik ind på førstepladsen på iTunes' singlehitliste.

Som GAFFA tidligere skrev, vil duetten af Seebach og Richie være at finde på Richies kommende album "Tuskegee", som udkommer den 5. marts. Ud over Rasmus Seebach får Richie på "Tuskegee" selskab af stjerner som Shania Twain, Kenny Rogers og Willie Nelson, som vil være med på genindspilninger af ældre Richie-sange.

Underholdningschefen, Jan Lagermand Lundme, fra DR udtaler: "Vi kan slet ikke få armene ned af begejstring over det her. At få duet-besøg af Danmarks største mandlige stjerne og en af de seneste 30 års største amerikanske musiklegender kan kun blive et af de mest unikke øjeblikke i dansk X Factor-historie. Jeg synes, det er en fantastisk gave at give til både seerne og vores hårdtarbejdende deltagere, som i den grad fortjener at skulle dele scene den aften med en af klodens store musikikoner."


Hvilke Rasmus Seebach-numre årets deltagere af X Factor skal synge, holder DR tæt ind til kroppen. Det bliver først offentliggjort dagen inden femte live-show, det vil sige torsdag den 8. marts.

Indtil showet den 9. marts kan man høre og se duet-versionen af "Say You, Say Me" her:

 


ANNONCE