Nyhed

Roskilde Rising hjælper nye bands på vej

Nyt projekt skal arrangere spændende møder mellem nyudklækkede bands og publikum

Roskilde Festival har arbejdet for musikkens vækstlag i mange år, og med det nye initiativ, Roskilde Rising, tager festivalen endnu et skridt i den retning. Roskilde Rising er en paraplybetegnelse, som vil dække over en række forskellige aktiviteter. Hovedmålet er at hjælpe nye bands på vej frem.

Roskilde Festivals booker Stefan Gejsing fortæller: "Som den førende musikfestival i Nordeuropa er det vores forpligtigelse at tage den nye musik seriøst. Med Roskilde Rising ønsker vi at hjælpe med at give afsæt til de bands, som spiller på vores scene for ny musik, Pavilion Junior".

De nye bands vil blive tilbudt koncerter i forårsmånederne inden festivalen, men der kommer meget mere. "Vi arbejder lige nu på nogle alternative arrangementer, som kan styrke, fæstne og udvide bandenes tilstedeværelse på den nordiske musikscene. Her fokuserer vi især på møder mellem band og publikum", fortsætter Stefan Gejsing.


Roskilde Rising er dog kun lige startet, men hensigten bag initiativet er klar. Hver artist på Pavilion Junior får tildelt en kontaktperson fra Roskilde Festivals netværk af frivillige, som gennem samarbejde med musikerne skal finde måder for bandet at profilere sig på.

I sidste uge blev de første navne offentliggjort til Pavilion Junior, men i stedet for at offentliggøre det via Roskilde Festivals officielle hjemmeside skete de via forskellige, nordiske musikhjemmesider, som beskæftiger sig med de helt nye bands.

Følgende bands er offentliggjort til Pavilion Junior:


The Beardy Durfs, Deathcrush, Dig & Mig, Helsinki Poetry, Icona Pop, Linkoban, Nelson Can, Mathilde Savery og Ulige Numre.

Billetter til Roskilde Festival kan købes via GAFFA Live

ANNONCE