Leonard Cohen har tidligere lagt to sange fra sit kommende album ud til fri aflytning. Nu er endnu et nummer kommet frem.
Den ældre mand med den sexede stemme, Leonard Cohen, er, som vi tidligere har skrevet, snart klar med sit nye album "Old Ideas", der udkommer 30. januar. Nu har han lækket endnu et nummer fra det kommende album, og igen er der tale om helt klassisk Cohen-magi, når han crooner sig igennem "Going Home", som nummeret heddder.
Nummeret er lagt ud på The Newyorkers hjemmeside og teksten til nummeret kan læses her, hvor det også er muligt at lytte til den nye sang. Teksten i den nye sang er en hilsen til candieren selv, og selvom man hedder Leonard Cohen, har været i branchen i mange år og udgivet en masse album, er det åbenbart okay at kalde sig selv en doven skiderik, der bor i et jakkesæt.
Cohens nye album kommer til at indeholde 10 sange, og det er det første studiealbum fra manden siden "Dear Heather" fra 2004. De mellemliggende år har han, til stor glæde for mange danskere og fans i resten af verden, brugt på at turnere verden tynd med sin dybe stemme.





