En rockhistorisk myte passerede støvets år ved årsskiftet. GAFFAs Torben Holleufer er fan og hylder legenden.
Den 1. januar var mine tømmermænd på linje med de flestes, ja måske endda endnu mere. Det er min undskyldning, for den dag var det Country Joes fødselsdag. Men bedre sent end aldrig, so here goes........:
I dag er San Francisco-ikonet Country Joe nærmest glemt, men i sluttresserne var han blandt de store, både som del af bandet Country Joe & The Fish og i eget regi, hvor han for evigt huskes for den optræden på Woodstockfestivalen, hvor han giver en soloversion af sit og bandets store hit The "Fish"-Cheer/I-Feel-Like-I'm-Fixin'-To-Die-Rag" og hvor det såkaldte "Fish"-råb i slutningen af protestsangen mod Vietnamkrigen er blevet erstattet af det mere prosaiske F-U-C-K.
Country Joe hed egentlig Joseph Allen McDonald - hans venstreorienterede forældre opkaldte ham efter sigende efter Josef Stalin - og efter tre år i den amerikanske flåde startede han på universitetet i Los Angeles. Her blev han protestsanger som del af den bølge, der startede i kølvandet på Bob Dylan og indspillede det første album i 1964, Goodbye Blues i samarbejde med folkesangeren Blair Hardman og året efter foretog McDonald den afgørende rejse op ad kysten til scenen omkring universitetet i Berkeley i The Bay Area, altså over broen fra San Francisco. Han mødte her Barry "The Fish" Melton og snart spillede de i bandet Instant Jug Band, som blandt andet medvirkede til de berømte LSD-fester, som forfatteren Ken Kesey og hans gruppe The Merry Pranksters stod bag både hjemme i kollektivet i La Honda syd for San Francisco og rundt i nabolaget. Bandet skiftede navn til Country Joe & The Fish og har siden stået som et af de tidligste af de berømte orkestre, som tegnede Flower Power-scenen og ledte op til den af medierne døbte Summer Of Love i 1967. Allerede på de tidlige indspilninger i 1965 kom den berømte anti-Vietnamsang med det berømte omkvæd startende med ordene "And it is One-Two-Three, what are we fighting for, don't ask me I don't give a damn, the next stop is Vi-et-nam...".
I maj 1967 udsendte bandet milepælen Electric Music For The Mind And Body, og måneden efter medvirkede de på den skelsættende festival i Monterey, der ikke mindst via filmen Monterey Pop spredte budskabet om de fede bands med de gode vibrationer. Det var her hvor Jimi Hendrix brændte sin guitar og der var solide gennembrud for Janis Joplin, Jefferson Airplane og indiske Ravi Shankar, der i den grad fik sat indisk sitarmusik på det psykedeliske verdenskort. Siden gik det slag i slag, altid ude på den yderste venstrefløj og med massevis af underholdende indslag. Et af dem var under de berygtede optøjer i forbindelse med Det demokratiske partis partikonvent i 1968, hvor der efterfølgende var en parodi af en retssag mod de såkaldte Chicago Seven. Her var Country Joe i vidneskranken og det efterfølgende vidneudsagn, hvor anklageren spørger dumt og dommeren til sidst må afbryde Joe, som selvfølgelig giver sig til at synge den berømte sang, er dokumenteret og hyldende sjov læsning.
Gruppen blev opløst i 1971, og er senere blevet gendannet ved adskillige lejligheder. Mens Joe selv har kørt en solokarriere som folkesanger, der blandt andet første til, at han lavede musikken til Jens Jørgen Thorsens filmatisering af Henry Millers bog Stille Dage i Clichy.