På grund af rygproblemer aflyser David Sylvian forårets Europaturné, der ville være kommet til DR Koncerthuset den 11. marts.
På grund af rygproblemer har David Sylvian desværre måttet aflyse sin kommende Europa-tur i marts og april, der ville være kommet til DR Koncerthuset søndag den 11. marts. Live Nation, der arrangerede koncerten har modtaget følgende udtalelse fra Sylvain-lejren:
"Det er med stor beklagelse, at vi desværre må meddele, at David Sylvian ikke er i stand til at gennemføre den planlagte tur i marts og april 2012. David er ramt af en rygskade, der giver ham så mange smerter og påvirker hans mobilitet i en sådan grad, at han i øjeblikket ikke kan optræde. Vi håber, at behandlinger vil forbedre hans tilstand væsentligt, og at vi vil være i stand til at flytte hele turnéen til et senere tidspunkt. Vi gør alt for at få denne uforudsete situation løst på en positiv måde. David vil om kort tid komme med en personlig udtalelse, som vil blive offentliggjort på hans hjemmeside."
Live Nation oplyser endvidere at der arbejdes på en ny dato for koncerten sidst på året. Billetter kan refunderes, hvor de er købt.
Om den gamle Japan-frontmands seneste koncert i Danmark, den 9. september 2007 i Det Kongelige Teater, konkluderede GAFFA's anmelder Hnrik Friis i sin firestjernede anmeldelse: "det hele sluttede med stående ovationer og smil på læben fra det udtalte "hjemmebane-publikum", da Wanderlust døde ud som andet og sidste ekstranummer. – i glæde over endelig at have oplevet multikunstneren Sylvian. Men personligt vil jeg gerne suges endnu mere ind i hans specielle univers næste gang."