Disney dropper at sælge en T-shirt med et billede af Mickey Mouse i Joy Division-klæder
Mickey Mouse hører åbenbart ikke Joy Division, i hvert fald må den lille mus med de store ører ikke vise det offentligt. Det må være, hvad man kan tolke af, at Disney nu trækker en netop lanceret Mickey Mouse-T-shirt tilbage. T-shirten viser en silhuet af Mickey Mouse, men mønstret i tegningen ligner til forveksling mønstret på Joy Divisions cover til albummet "Unknown Pleasures".
Tirsdag aften blev T-shirten trukket tilbage, da det viste sig, at der havde været en stor online storm, der satte spørgsmålstegn ved om motivet på T-shirten var passende, eftersom Joy Division endte med Ian Curtis' selvmord i 1980.
"Så snart vi blev opmærksomme på, at der kunne være et problem, trak vi T-shirten tilbage fra butikkerne og vores online shop, så vi kunne undersøge sagen nærmere", fortæller en repræsentant fra Disney ifølge Pitchfork.
Joy Divisons bassist, Peter Hook, fortalte til Los Angeles Times, inden T-shirten blev trukket tilbage, at han ikke blev provokeret af idéen:
"Jeg tager det da som en kompliment. Hvis jeg fik et pund hver gang nogen kopierede noget fra Joy Division, så ville jeg være lige så rig som Disney i dag. Men det er da interessant på en eller anden kitsch-agtig måde. Det er en blanding af noget meget voksent og så dette billede fra vores barndom".





