Nyhed

Kaizers Orchestra offentliggør support

The Eclectic Moniker skal varme publikum op til nordmændenes fire koncerter i Danmark i januar og marts

Kaizers Orchestra gæster Danmark to gange i januar og to gange i marts, og de har nu offentliggjort opvarmningsbandet til de fire koncerter. Det bliver det fremadstormende danske band The Eclectic Moniker.

The Eclectic Moniker vandt sidste år KarriereKanonen sammen med Boho Dancer og Kites and Komets, og i 2011 spillede de blandt andet på både Spot og Roskilde Festival samt var opvarmning for Oh Lands udsolgte koncert i Vega. Gruppen udgiver deres debutalbum i foråret 2012 og er kommet med på GAFFAs liste De bliver store i 2012.

The Eclectic Moniker er en septet og spiller en original blanding af lettere eksperimenterende rock og afrikansk og sydamerikansk musik, skiftevis feststemt og med melankolske undertoner, opfindsomme guitarfigurer og en solid, vidtrækkende vokal fra forsanger Frederik Vedersø.


Gruppens koncert på Roskilde Festival 2011 fik fire stjerner af GAFFA, som blandt andet skrev:

"Der var også passager, der nærmede sig rendyrket pop, andre, som gav mindelser om moderne dansabel indie-rock som Vampire Weekend. Der var elementer, som pegede mod den amerikanske west coast-rock fra 70'erne med et navn som Fleetwood Mac på lystavlen, og til tider havde musikken også et udtryk, der tydede på inspiration hos den moderne alternative New York-scene med et band som Dirty Projectors som en mulig sammenligning. Ikke mindst på den spændende komposition "2 Officers", hvor Frederik Vedersøs vokal også lagde sig forholdsvis tæt op ad Dirty Projectors-sanger Dave Longstreths særegne måde at trække tonerne på."

 


The Eclectic Moniker og Kaizers Orchestra kan opleves følgende steder:

26. januar: København, Vega

27. januar: Aarhus, Train


14. marts: Fermaten, Herning

15. marts: Odense, Posten

Køb billetter til koncerterne via GAFFA Live og spillestedernes hjemmesider.


 

 

ANNONCE