Nyhed

Kaizers Orchestra til Herning

Den populære norske orkester gæster Fermaten til marts

Kaizers Orchestra er hyppige gæster i Danmark, og de lancerede i oktober en Danmarksturné til København, Aarhus og Aalborg. Nu har de tilføjet endnu en koncert til programmet, nemlig Fermaten i Herning, hvor de spiller onsdag den 14. marts.

Kaizers Orchestra debuterede i 2001 med albummet "Ompa Til Du Dør" og blev straks meget populære i Norge. De fik deres store gennembrud i Danmark året efter, hvor de gav en meget rost koncert på Roskilde Festival. Siden har de været et populært navn både i Norge, Danmark og en række andre europæiske lande, selvom deres tekster er på den norske Bryne-dialekt, der tales i det sydvestlige Norge.

Kaizers Orchestra besøgte senest Danmark i sommeren 2011, hvor de spillede på Skive Festival og på Roskilde Festivals Orange Scene. Her talte GAFFA med forsanger Janove Kaizer og spurgte ham blandt andet:

En af mine kolleger på GAFFA skrev for nylig i en anmeldelse, at Kaizers Orchestra live efterhånden er mere et teatershow end en koncert. Er du enig?


– Nej, men det teatralske er vigtigt. Som sagt er de teatralske elementer noget, vi bruger for at fange folks opmærksomhed, så de begynder at lytte til musikken. Vi bruger utrolig meget tid på vores musik og vores tekster, og vi er som bekendt i gang med at lave en albumtrilogi lige nu. Men det kan godt være, at anmelderne ikke er så positive, som de var i starten, fordi vi har været på banen i ti år, så nu er der nogle, der kalder os has-beens og hellere vil høre nye bands. Men så er det op til os at modbevise dem, og det gør vi blandt andet ved at udsende en albumtrilogi. Hvis folk siger til os, at vi er færdige, så kan vi bare henvise til vores resultater. Vi bliver ved med at udsende plader, som sælger, og kan fylde store koncertsteder i ind- og udland. Jeg synes faktisk, Kaizers peaker lige nu.

Læs hele interviewet i GAFFAs artikelsektion.

Kaizers Orchestra lancerede sidste år deres albumtrilogi "Violeta, Violeta", hvor del 1 udkom i Danmark i marts 2011, og del 2 udkommer herhjemme 13. januar.


Køb billetter til koncerten på Fermaten.dk

Kaizers Orchestra er også aktuelle i forbindelse med teaterkoncerten "Maestro", hvor en række skuespillere, sangere og musikere fremfører Kaizers sange. Forestillingen spiller følgende steder:

1. - 31. marts 2012 – Teatret Svalegangen i Aarhus
10. - 28. april 2012 – Teater Nordkraft i Aalborg
3. - 25. maj 2012 – Team Teatret i Herning


 

 

ANNONCE