Nyhed

Karrierekanonen fyres af igen

2. januar starter en ny omgang KarriereKanonen, hvor tre nye vindere skal findes blandt Danmarks musiktalenter

Karrierekanonen er igen klar til at modtage bidrag fra håbefulde danske bands, som ønsker at få deres musik ud til et bredere publikum. Vinderne bliver alle playlistet på P3 og får tilbud om spillejobs på blandt andet Skanderborg Festival og Spot Festival.

KarriereKanonen blev lanceret af P3 i 2002. I år er konkurrencen et samarbejde mellem P3, KODA og Bandakademiet, der med samarbejdet forsøger at bane vejen for de bedste danske upcomingbands og solister og give dem den bedst mulige start på en seriøs musikkarriere. Sidste år satte Karrierekanonen rekord med 1639 uploadede numre, og de tre vindere var Kites and Komets (billedet), The Eclectic Moniker og Boho Dancer.

Konkurrencen består af tre dele. Fra 2. til 31. januar kan alle uploade deres sange på dr.dk/p3. Herefter udvælges 15 bands, som skal spille en showcase-koncert d. 22., 23., eller 24. marts i hhv. Århus, Roskilde eller København. Når de tre koncerter er overstået, udvælges der tre vinderbands af KarriereKanonen 2012. Vinderen vil herefter blive spillet i radioen og blive tilbudt udviklingsforløb, festivaljobs og andre spillejobs.

"KarriereKanonen er ikke bare et skub ud i virkeligheden til artister, der er dygtige og har et potentiale. Vi bruger vores ressourcer og vores kærlighed til musikken til at samarbejde med vinderne lang tid efter, at konkurrencen er slut. Vi er der, når virkeligheden banker på", siger Nicholas Kawamura, talsmand for KarriereKanonen og vært på P3-programmet Smag på P3.


 

ANNONCE