Kidd gav opsang til statsministeren i Clement Søndag
Den vel nok mest omtalte kunstner i Danmark lige nu er den unge rapper Kidd, eller måske rettere the artist formely known as Kidd. I søndags var han, som vi tidligere har skrevet, på besøg hos Clement Kjersgaard i showet Clement Søndag. Han have dog stillet som krav, at han efter sin deltagelse i showet måtte fremføre et budskab til showets anden gæst, statsminister Helle Thorning Schmidt.
Budskabet, som Kidd ville ud med, var at der er for mange af hans venner som ikke har råd til at tage bus og tog. At de skal bruge deres dage på at sidde på et jobcenter og trykke på en knap, og at de ikke har noget job i udsigt. Kidd betegnede sig selv som heldig, da han har kunnet tage på tour, hvortil Helle Thorning udviste en overraskende viden om Kidds univers, idet hun sagde "Du har ikke lavet penge, du har lavet damer".
Elitært system
Da Kidd spurgte til, om man ville se en ændring i forholdene for de arbejdsløse i løbet af de næste to år, gled statsministeren rutineret af på spørgsmålet, og snakken kom i stedet til at dreje sig om midler til de kreative, hvor Kidd kritiserede systemet for at være for elitært. Ifølge Kidd er det en elite, der sidder og bestemmer, hvem der skal have støttekroner, og eftersom han ikke har gidet gå til receptioner og trykke hånd, har han aldrig modtaget noget støtte til sin kunst.
Gennem diskussionen udviste Kidd en overraskende interesse for, hvordan samfundet er skruet sammen. Han sidder pludselig efter at have taget sin superheltekappe af med noget på hjerte, hvilket faktisk klæder den unge mand. Det er svært ikke at være en smule spændt på, hvad fremtiden bringer i hele denne saga om Kidd, men en ting er helt sikkert. Det bliver ikke kedeligt.
Se Kidd og Thorning her.





