Der er store forventninger til Lana Del Reys album, og nu kan man få lov at høre bidder fra to nye sange
Lana Del Rey er vel nok en af de mest hypede kunstnere i dag. Med de to numre "Born To Die" og "Video Games", hvor sidstnævnte har 20 millioner views på YouYube, har hun fra start sat standarden meget højt, hvilket har fået anmeldere og fans over hele verden til at glæde sig til albummet "Born To Die", der udkommer mandag den 30. januar.
Allerede nu kan man dog stifte bekendtskab med endnu to sange fra det spændende album. Det er sangene "This is What Makes us Girls" og "National Anthem", og de kan høres på bloggen The Quietus. De to sange vidner om en lidt mere "uptempo" Lana Del Rey end man hørte på de to første numre, som er meget tilbagelænede.
Den amerikanske sangerinde, som selv fremhæver så forskellige navne som Britney Spears, Elvis og Antony and the Johnsons som inspirationskilder, er af GAFFA blevet kaldt et af de navne, man skal holde øje med i 2012. Men også MTV og BBC og mange andre holder øje med den karismatiske amerikaner.




