Nyhed

Madonna afslører albumtitel

Det nye album fra Madonna kommer til at hedde "M.D.N.A." og udkommer formentlig til marts

Madonna afslørede i et talkshow på BBC med Graham Norton, at hendes kommende album nærmest er selvbetitlet. Den nye albumtitel er nemlig en smart forkortelse af sangerens eget kunstnernavn, skriver Rolling Stone. Som dansker kan man næsten komme til at tro, at "M.D.N.A." er inspireret af D-A-D's nyeste albumtitel, men chancen for, at det er her, Madonna har titlen fra, må nok betragtes som værende minimal.

Da Madonna under interviewet blev spurgt om en udgivelsesdato, kom hun med en lille opsang til sine fans, da hun sagde, at det kom an på, hvornår hendes server bliver hacket og albummet lækkes. "Kan de ikke bare vente?", sluttede hun spørgende.

Det nye album er Madonnas første på pladeselskabet Interscope, som hun har skrevet kontrakt med for tre albums, efter hun gennem hele sin karriere har udgivet sine albums på Warner. "M.D.N.A." bliver Madonnas første album siden "Celebration" i 2009, og som tidligere nævnt ønsker Madonna endnu ikke at komme med en præcis udgivelsesdato. Et kvalificeret gæt vil dog være i slutningen af marts.


ANNONCE