Vi har talt med den Aarhus-bosiddende sanger og sangskriver, der netop har udgivet det anmelderroste debutalbum "Monolith"
Monolith hedder det netop udsendte debutalbum fra den Aarhus-bosiddende sanger og sangskriver Mads Bjørn, der er aktuel med det første materiale under eget navn. Musik har han dog lavet i lang tid, hvor sangskriveren med mere blandt andet har slået sine folder i rockgruppen Limf tilbage i 2003, som blandt andet nåede at spille på Spot og Roskilde Festival, før projektet gik i sig selv. Derefter blev der udforsket. Ambient elektronisk musik blev det til for Bjørn under pseudonymet Leo Ryan, mens hans projekt Bellefast, der aldrig nåede til en udgivelse, er hvad der senere tog form, og nu har resulteret i udgivelsen af Monolith.
– Monolit-begrebet er egentlig et begreb, der har fulgt mig i noget tid. Det er ikke direkte ansporet af Rumrejsen år 2001 [Klassisk Sci-fi-film af Stanley Kubrick red.], hvor der er en monolit, men derimod en tanke om, at der er noget i tilværelsen og dagligdagen, der rager op engang imellem. Selv om tingene kan se lidt golde ud, så er der noget, der rager op. At finde frem til hvad det er, der markerer sig, har haft en stor betydning for mig.
Efter en længere pause med musik fik Mads Bjørn igen blod på tanden til at lave musik, hvor han i november 2009 begyndte at skrive materiale til Monolith, ligesom han startede gruppen The King & I med et par medlemmer fra esbjergenserne i Kellermensch – Mads Bjørn er selv fra Esbjerg – et projekt, der endnu ikke har fundet sin endelige form.
– Det har taget god tid. På pladen er der tre eller fire ældre sange fra Bellefast-tiden, som jeg synes fortjente, at blive indspillet ordentligt. Dengang indspillede jeg kun på 8-spors båndoptager, det har jeg gjort i mange år. Jeg har først fundet ud af nu, hvad en computer er – nærmest, haha.
Udover selv at have produceret pladen, så har den alternative popper også indspillet samtlige instrumenter selv, men det blev taget i små bidder isolerede steder.
– Det udviklede sig langsomt til noget, der kunne blive til en plade, men det var ret sent i processen, at jeg begyndte at betragte det som et album. Det var meget sang for sang – og lyd for lyd.
GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez har i øvrigt tildelt albummet fornemme fem stjerner og blandt andet følgende ord:
"Som en anden Bon Iver (og ja, lighederne er til at få øje på) kryber han med flot falset, akustisk guitar og sparsomme virkemidler ind under huden på lytteren, hvor musikken placerer sig lige der, hvor gåsehudsmekanismen aktiveres."
