Nyhed

Malk de Koijn takker for GAFFA-Priserne

Vi har fanget Tue Track, der fortæller om sin reaktion på at modtage tre GAFFA-Priser

Tilbage i december modtog Malk de Koijn tre GAFFA-Priser, Årets Danske Album ("Toback To The Fromtime"), Årets Danske Hiphop-udgivelse og Årets Danske Band. Her kommer Tue Tracks reaktion på at modtage priserne.

Tillykke med GAFFA-Priserne. Hvad er jeres reaktion, og hvordan vil I takke læserne, som har stemt på jer?


– Jeg vil meget gerne takke læserne. Hvis man ikke har nogen lyttere, så er man som udgangspunkt ikke noget. Så er der ikke nogen til at modtage historien. Vi formidler den, men den fact, at de skal modtage den. Dem der modtager den, det er dét, der er det hele værd. Det er én ting. Det siger noget om, hvor vigtige lytterne er. En anden ting er det publikum, som kommer til vores koncerter. Den kærlighed, de giver, er så vild. Jeg tror, alle, der har været til en Malk De Koijn-koncert, vil kunne sige, at publikummet og den måde de bakker op på, er virkelig en stor del af oplevelsen. Så alle de her priser skylder vi jo dem. De har givet dem til os, men vi giver dem tilbage igen.

Hvad har været årets mest positive oplevelse set fra et musikalsk perspektiv?

– At finde ud af at afslutte pladen og komme ud at spille igen.


Hvad har været årets mest negative oplevelse set fra et musikalsk perspektiv?

– Hmm… den har ikke været der endnu (griner). Jeg har det med at glemme sådan nogle ting, og det jo meget godt.

Hvad har været årets mest positive oplevelse set fra et personligt perspektiv?


– At blive gift og dét, at min søn er blevet fire og er sund og rask. Det er jeg meget taknemmelig over.

Hvad har været årets mest negative oplevelse set fra et personligt perspektiv?

– Jeg bryder mig ikke om at tale om negative ting. Så udleverer jeg noget, som jeg ikke skal.


Hvad skal I lave i 2012?

– Vi skal turnere, og så skal vi hver især lave flere projekter. Jeg er allerede i gang, og jeg ved, at Blæs også er i gang. Jeg ved ikke, om jeg må sige, hvad Blæs laver, men jeg er ved at lave et projekt med den danske rapper Khal Allan. Rigtig, rigtig dygtig gut. Så vil jeg gerne arbejde med Lukas Graham, som jeg er blevet spurgt, om jeg vil producere noget for. Jeg var ude og høre hans koncert, og jeg kendte til nogle af hans ting, men havde på det tidspunkt travlt med pladen. Jeg er ret begejstret for ham.

Kan du så også lide Ed Sheeran, der spillede ved GAFFA-Prisen?


– Ja helt klart. Jeg så en lidt magen til på Stella Polaris forrige år. Han var lidt mere "føleagtig" a la det første nummer, Ed Sheeran spillede, men så med loops og sådan noget, og det fangede mig mere, for det her blev meget en pølse. Det var så smukt, det han startede med, og det var fedt. Men det var bare "gang" lige i fjæset ikk'. Og det var godt til den her crowd. Jeg gad godt høre ham i lidt flere farver. Men det var jo fedt, og han vidste, hvad han skulle. Jeg kan godt lide de der loop. Der er kommet så mange af dem nu og beatboxere og alle mulige, der laver de der ting. Og især de der englændere der – de er så tjekkede, de ting de laver.

 

ANNONCE