Nyhed

Mighty Fight Night 2012 offentliggør navne

Konkurrencen for danske heavytalenter har nu fundet de tre bands, der skal optræde i Pumpehuset den 14. januar

Mighty Fight Night er en talentkonkurrence i den hårde afdeling. Her er det nemlig de danske heavytalenter, der dyster om dommere og publikums gunst. Vinderne af Mighty Fight Night 2012 vinder en optræden på  dette års Copenhell samt en minitour rundt på tre danske spillesteder. Det er det danske pladeselskab Might Music, der står bag konkurrencen.

Michael H. Andersen, direktør for Mighty Music og Target Distribution, udtaler:

"Oven på succesen med det første Mighty Fight Night arrangement sidste år, er det en sand fornøjelse vi kan drysse endnu mere stjernestøv over anden runde. Blandt andet i form af vores samarbejder med Copenhell, ORA, Wimp og Jägermeister. Samtidigt har vi for alvor cementeret Mighty Musics navn, da vi denne gang har fået endnu flere henvendelser fra danske metalbands fra alle afkroge af Danmark. Valget fra vores side faldt på Shaped Like Swans fra København og Sort Regn fra Ølstykke, imens Mighty Musics Facebook-brugere valgte Barricade (billedet) fra København. Det bliver en hård kamp i Pumpehuset d. 14. januar."


Udover de tre konkurrerende bands vil der også sidste års vindere af konkurrencen, Contrition optræde på den hårdtslående aften, ligesom der vil være acts fra Pitchblack og Siamese Fighting Fish.

I dommerpanelet i Pumpehuset vil nogle af de mere erfarne branchefolk inden for metal sidde og bedømme de tre bands og deres performance. Dommerpanelet består af repræsentanter fra Copenhell, DR og Mighty Music. Vurderingen vil blive todelt, så dommerne har 50 procent medbestemmelse, mens publikum også får 50 procent medbestemmelse igennem stemmesedler, der bliver udleveret ved døren.

 


 

 

 


ANNONCE