Nyhed

Morten Varano ny direktør på Rust

Spillestedet Rust på Nørrebro har udpeget Morten Varano til ny direktør

Morten Varano har en baggrund i det elektroniske musikmiljø. Mest kendt er han nok for samarbejdet med Alex Puddu i bandet Puddu Varano, der slog sine folder fra 1991 til 2003. Nu skal Varano være direktør for spillestedet Rust på Nørrebro, hvor han i en årrække har været booker, men nu altså er blevet direktør. En opgave han selv glæder sig meget til.

"Jeg ser frem til, i tæt samarbejde med resten af ledelsen, vores personale og ildsjæle på Rust, at videreudvikle Rust med den musikalske profil vi har opbygget gennem de sidste mange år. Samtidig ser jeg frem til at løfte udfordringerne med at udvikle Rust som et Nørrebro-spillsted, som har en unik betydning for bydelen. Rust formår netop at skabe bro mellem forskellige musikalske stilarter og kulturelle baggrunde. Derudover repræsenterer Rust et unikt spændingsfelt mellem at agere som amatør og professionel i en musikbranche der er under stadig udvikling. Derfor er dette et ønskejob for mig", udtaler Morten Varano.

Ud over Morten Varanos tiltrædelse som direktør sker der også andre ændringer i ledelsen hos Rust. Thomas Jepsen overtager stillingen som musikchef, Sven Houlberg varetager natklub-bookingerne, og Rasmus Skjerning overgår til personalechef-posten.


 I forbindelse med ændringerne på Rust er Lars Orlamundt og Jan Schjønning udtrådt af bestyrelsen, driften og ejergruppen, og Rust takker dem for samarbejdet og ønsker dem held og lykke fremover. Rust ApS er per dags dato ejet af Varano Music Holding ApS.

Alsidigt CV

I sin musikerkarriere har Morten Varano stået for album-udgivelser på labels som Tommy Boy, EMI, Quango, Wagram og BMG med projekterne Puddu Varano, Slow Train, Sunny Face og Los Chicharrons, samt koncerter på blandt andet Roskilde Festival, Radio City Music Hall i New York og Elysée Montmartre i Paris.


Sideløbende med sine egne udgivelser har Varano også udgivet andres projekter på egne labels, Murena Records, Voodoo Recordings og DRAMA!kings. Det er blevet til udgivelser med blandt andre F.U.K.T, Vincent Van Go Go, Ben Horn, Junkyard Productions og Money Your Love.

Siden 1998 har Morten Varano været involveret i Rust. Først med onsdagsklubberne Club Lust og Voodoo Club, fra 2002 som booker og fra 2006 som medejer og musikchef.

Oven i alt dette har Morten Varano også haft tid til at gennemføre en videregående uddannelse. I 2010 færdiggjorde han således psykolog-uddannelsen ved Københavns Universitet med afsluttende speciale i kreative fællesskaber i musikbranchen.


 

ANNONCE