En række sangskrivere og instruktører har samarbejdet om at formidle Aarhushistorier, hvor rammen om historierne og de 3-10 minutter lange kortfilm er sangteksterne.
Det utraditionelle samarbejde på tværs af musik- og filmskabere har resulteret i en række kortfilm, hvor sangteksten udgør en art lyrisk manuskript for filmene, der hver især varer imellem 3 og 10 minutter. En række prominente kunstnere har været involveret i Aarhushistorier, heriblandt Peter Sommer, Thomas Blachman, Under Byen, Rutger Hauer og Jørgen Leth.
Første arrangement fandt sted i aftes i Filmbyen i Aarhus på Aarhus Havn, og det gentages i aften 19.30. Der er gratis adgang.
Kim Kix fra PowerSolo åbnede for historiefortællingerne med sin guitar, tromme, tamburin og ikke mindst en intensitet som mange traditionelle singersongwriters kunne lære af. Men først mødtes vi backstage til et interview om aarhushistorier, Randers og cyklende geder.
Fra psychobilly i kultbiografen til songwriter i filmbyen
Aarhushistorier, Kim, hvad er det for noget? Er det ligesom molbohistorier, bare med aarhusianere?
– Det er sgu et godt spørgsmål. Det kan jeg ikke svare på. Men altså, man kender jo den der Aarhushistorie dér, f.eks. "Hvorfor er århusianeres haver runde?"
Ja?
– Jamen hvorfor?
Det ved jeg ikke, jeg er jo århusianer!
– Det er så fordi hundene ikke skal kunne rende og pisse i hjørnerne. Der er mange Aarhushistorier.
Hvad er din yndlings? Er det denne her?
– Nej, jeg har aldrig helt fattet hvad pointen var, andet end at man skulle anklage aarhusianere for at være dumme.
Har du så nogle andre yndlingshistorier fra Aarhus, om Aarhus?
– Jamen altså, man har jo alle sine egne, ikke? Og alle de andres. Der er masser af historier, jeg har oplevet en masse ting i Aarhus. Der er mange gode historier, det er der sgu. Jeg har lavet mange ting i Aarhus, og nu hvor vi f.eks. sidder her i Filmbyen, husker jeg, at jeg spillede med mit gamle band Godless Wicked Creeps til Slagtehal3's jubilæum eller fødselsdag, hvor det var det sidste der skete dernede.
Byens freaks og deres historier
– Der er rigtigt mange mennesker i denne her by som har lavet en sindssygt masse ting, som jeg har kendt siden jeg var ung, altså meget ung selv, jeg flyttede hertil i '90. Og alle de her folk de har lavet noget som er det kreative, og har på hver deres måde fortalt en historie. Nogle laver musik, andre er billedkunstnere, nogen er bare sig selv, småpoeter, lidt altså byens freaks på en eller anden måde. Mine freaks. Mine venner er mine freaks. Vi er allesammen freaks, ikke?! Det er sådan kælenavn.
– Det betyder ikke noget. Men på en eller anden måde så føler vi os stadig som de utilpassede. Og alle de her folk, de har jo en masse historier. De har en masse historier, og hvis det skulle handle om de historier, så blev vi aldrig færdige her. Så, lad os springe dem over, så til røverhistorier en anden gang.
Flugten fra Randers
Jeg havde egentlig tænkt mig at spørge om du var aarhusianer, eller bare velintegreret, men jeg har hørt nogle rygter om at du har rødder i Randers eller omegn?
– Jeg flyttede til Randers for at komme i maskinsnedkerlære. Der var også en anden grund til at jeg flyttede til Randers. Min fars far boede uden for Randers. Så var jeg tæt på min farfar, som jeg cyklede ud til hver weekend. Så stod jeg derude og rodede med min knallert. Det har været i '87 eller noget, hvor jeg kom fra Tunesien hvor jeg har boet i en lang årrække med hele hele familien.
– Men altså grunden til at jeg flyttede fra Randers var at jeg ingen chance havde for at overleve der, det var jo en flugt! Randers var et kapitel som jeg idag under ingen omstændigheder ville have været foruden, men dengang var det en flugt fra Randers. Det var det for mig og mange af de mennesker jeg gik sammen med. Man var konstant udsat for tilråb og vold, og så var det generelt bare en hård by og man kunne hurtigt komme i klammeri, og det var i min pubertet, og vi stod fast på vores og gik nede igennem Storegade med oplandsbønderne på krigsstien.
– Det var svært at komme med punkbadges og creepers og stramme læderjakker og sådan noget, og komme gående ned ad gaden, og pigerne kiggede så efter os, og når de kiggede lidt for meget, så stod hannerne der med det samme, og så skulle man ikke bede om ret meget før man fik én på hovedet. Det er der vi har lært at slås og løbe og gebærde os. Det var på en måde en hård skole. Vi kom bare og var hærdede da vi kom til Aarhus, så hvad der fortsatte af klammeri her, det to vi i stiv arm. Vi skulle jo også lige integreres her i Aarhus, ikke?!
– Nu har jeg boet her siden '90 og bor på Frederiksbjerg. Jeg føler ligesom det er min by.
Satan på gavlen af Aros
En ting jeg altid har holdt meget af ved Aarhus er vores gavlmalerier. Især "Mågekysset" i Fiskergade, der forestiller Kate "Pussi Punk" Svanholm fra det legendariske punkband Lost Kids. Så nu hvor du er blevet integreret, hvis du nu skulle have et gavlmaleri i Aarhus, hvor skulle det så være, og hvilket dyr skulle det være med? Du må selv bestemme om du skal kysse dyret, ligesom Kate.
– Gavlmaleri? Ja, det skulle være et eller andet med en flot cykelrytter. En ged på en cykel, klatreren, og så skulle jeg afbilledes ved siden af som djævelen der står og spiller det her stegende glohede soundtrack til den der bjergklatrer.
Hvor skal man kunne se det?
– Det kunne måske være meget passende med gavlen på Aros ud mod retten.
Da interviewet var afsluttet gik jeg ind og overværede arrangementet, hvor Kim Kix lavede musikalsk improvisation der skabte en art byens soundtrack med stærk blues inspiration, sang og spoken word. På denne måde introduceredes aftenenes aarhushistoriske film, der kan opleves igen i aften i Filmbyen 19, 2. sal. Der er gratis entré til arrangementet.
