Tidligere forsanger Scott Weiland er tilbage i Velvet Revolver. Dog kun til en enkelt velgørenhedskoncert.
Scott Weiland er taget til nåde for sine massive narkoproblemer og talrige anholdelser. I hvert fald har de tidligere kolleger i supergruppen Velvet Revolver valgt at tage den erfarne forsanger tilbage for en enkelt koncert, skriver GuitarWorld.
Det er første gang siden Weilands brud med bandet i 2008, man kan opleve Velvet Revolver med den oprindelige forsanger. Om der er en opblødning på vej i forholdet mellem Weiland og resten af bandet er dog endnu usikkert, selvom Weiland tidligere selv har ytret ønske om igen at blive en del af bandet. Bandet har siden bruddet forgæves søgt efter en ny forsanger, der kunne udfylde det hæse tomrum, Scott Weiland efterlod sig. Velvet Revolver har blandt andet været sat i kontakt med Ours-forsangeren Jimmy Gnecco, men mon ikke fans af Velvet Revolver nu ser en mulighed for et gensyn af en mere varig karakter med Scott Weiland i Velvet Revolver.
Koncerten som går under navnet "Love You Madly" er en hyldest til den afdøde sangskriver John O'Brien og finder sted på House Of Blues i Los Angeles den 12. januar. Ud over Velvet Revolver i stærkeste opstilling deltager blandt andre Tom Morello, Stephen Stills og Sheryl Crow i koncerten.