Vi har fanget Iza Mortag Freund og James Brook forud for deres koncert på VoxHall lørdag
Den store finale på Musik Aarhus Festival finder sted på VoxHall lørdag den 21. januar, og aftenens sidste navn er The Echo Vamper. Forinden har Asbjørn og Kites and Komets spillet. Der er gratis adgang til hele Musik Aarhus Festival.
Musk Aarhus Festival præsenterer bands fra det lokale vækstlag og deciderede undergrundsbands. The Echo Vamper er på mange måder et undergrundsband: De laver al musik, produktion og promotion selv. Men de holder sig ikke kun til undergrundens skygger: Den unge duo alias Iza Mortag Freund og James Brook har allerede spillet sammet med kunstnere som Peaches, Bonaparte og Fagget Fairies og betrådt venues som Train, Lille Vega og nu på lørdag VoxHall.
Bandet, der har modtaget både anmelederroser og ris for deres nye album "It's the Echo Vamper", har stillet op til interview, hvor de afviser at diskutere udseende og sceneshows og flytter fokus til deres passion: Musikken og livet.
I efteråret udgav I jeres første ep: "It's The Echo Vamper". Titlen referer tydeligvis til jeres bandnavn, men hvad betyder det i grunden?
– Det er en introduktion til os og vores musik. Hverken mere eller mindre.
Hvordan er jeres ep blevet modtaget af det danske publikum? Har de kastet sig over jer, eller mangler de stadig at blive overbevist?
– Anmelderne har kaldt ep'en alt fra genial til noget, de ikke engang vil anerkende som musik. Hvis vi lytter til publikum, har modtagelsen været overvældende positiv, hvilket blot understreger, at de danske "toneangivende" musikmagasiners holdning ikke stemmer overens med publikums. Rolling Stone Magazine jordede Led Zeppelins første album, og nu er det anset af dem som værende et af de bedste album i musikhistorien.
Et gennemgående træk ved både jeres musik og sceneshows er indtrykket af, at alt er planlagt ned til mindste detalje... Er der noget om snakken? Og hvorfor vælger I et så kontrolleret udtryk i et meget råt og traditionelt ukontrolleret musikalsk univers?
– Det stemmer overhovedet ikke overens med virkeligheden. Inden hver koncert tvivler vi på om det overhovedet vil lykkedes os at gennemføre – en af de mange glæder ved at bruge analog-udstyr. Musikken eksisterer i langt højere grad i vores bevidsthed end i fysisk form, og derfor har vi også sjældent behov for at øve ... det hele balancerer på kanten. Vi får det bare til at se nemt ud...
Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion