Tim Christensen spiller den 15. marts i Vega. Stor efterspørgsel har gjort, at han nu også spiller her dagen efter.
Tim Christensen og The Damn Crystals er åbenbart meget populære i det københavnske. I hvert fald har et godt billetsalg til bandets koncert i Store Vega den 15. marts medført, at bandet kommer tilbage den 16. marts og spiller en ekstrakoncert.
Tim Christensen udgav i 2011 sit fjerde soloalbum, og denne gang havde han samlet et band til både at spille på pladen og bære titlen på albummet, som hedder "Tim Christensen And The Damn Crystals".
Det meste af 2010 brugte Tim i selskab med sit gamle band, Dizzy Mizz Lizzy på den populære genforeningstur, som blandt andet tog dem forbi Orange Scene og helt til Japan. Men selv om det var en omfattende tour bandet var på, var der alligevel tid til at skrive nye numre undervejs. Og det er blandt andet disse numre, man kan høre, når Tim Christensen And The Damn Crystals lukker op for strømmen til ekstrakoncerten den 16. marts.
The Damn Crystals består af Lars Skjærbæk (guitar), Søren Koch (bas), Christoffer Møller (keyboard) og Jesper Lind (trommer).





