Vi har fanget det fremadstormende dansksprogede band, der kan opleves på Vega 20. januar.
I januar havde Vega stor succes med upcoming-aftenen Vegas udvalgte, hvor de præsenterede seks fremadstormende navne fra det danske vækstlag. Nu er Vega tilbage med anden omgang af Vegas Udvalgte, som finder sted 20. januar i Lille Vega og Vega Lounge. De fire ud af de seks navne er nu offentliggjort, og det er Ulige Numre, Shaq Boosie, Penny Police og Rangleklods. De sidste to navne offentliggøres senere.
GAFFA vil i den kommende tid bringe interviews med de seks kunstnere til Vegas udvalgte. I dag gælder det Ulige Numre og deres forsanger Carl Emil.
Hvordan vil I karakterisere jeres musik?
– Vores musik er blevet beskrevet som dansksproget og poetisk rockmusik. Det er et prædikat, vi er glade for. Men vi kan lide alt fra gammel folk til 90'er-postrock.
Hvorfor blev det lige den genre, I valgte?
– Jeg synes ikke, vi på noget tidspunkt har valgt eller fravalgt noget – på nær den danske lyrik. Vi er nu engang inspireret af det, der fascinerer, og vi skriver først og fremmest musik, som vi selv kan lide at spille og lytte til.
Hvad adskiller jeres musik fra lignende musik? For mit vedkommende er jeg bevidst om, at jeg skriver en anden slags tekster end mine dygtige kollegaer på den dansksprogede rockscene. Jeg er et andet sted i mit liv end de andre og har måske en ny og mere naiv tilgang til tingene.
Hvad betyder det for jer, at I er blevet valgt til Vegas Udvalgte?
– Vi er henrykte for at være udvalgte, og så glæder vi os til endelig at spille på Vega.
Hvorfor tror I, at I er blevet en af de Udvalgte?
– Forhåbentlig fordi vi har smidt en god ep på gaden, som folk synes er fed.
Hvad er jeres forhold til Vega?
– Jeg så min første koncert som 13-årig i Store Vega. Det var Mew i 2003. Der havde de lige udgivet Frengers. Jeg var 13 år og kunne ikke se noget som helst, for jeg var (og er stadig) ikke så høj, men jeg blev blæst væk på den rigtige fede måde, og de gav mig blod på tanden!
Hvad kan man forvente af musikalske aktiviteter fra jer i 2012?
– Vi skal turnere det meste af året, blandt andet landet rundt som support for Mikael Simpson og Sølvstorm, og derefter spiller vi nogle af sommerens festivaler. Samtidig skriver vi på vores fuldlængde plade, som vi regner med at indspille til efteråret.
Hvad er jeres musikalske ambitioner?
– Vi har to ambitioner: Først at lave et stærkt album med noget på hjerte. Vi vil ikke udsende noget hurtigt, som vi ikke er helt tilfredse med. Albummet får den tid, det skal have. Vores anden ambition er at spille hver eneste koncert, som var det den sidste!
Køb billetter til Vegas Udvalgte via GAFFA Live.





