Nyhed

Neneh Cherry klar til dansk koncert

Den svenske sangerinde kan opleves i Jazzhouse 10. juli med svensk-norske The Thing. Vi har fået en statusrapport.

Hvordan er det gået i øvelokalet?

– Jeg har i hvert fald øvet mig, for efter at jeg er blevet ældre, har jeg virkeligt fået et stort problem med at huske teksterne. Så hver morgen går jeg en lang tur og lytter til albummet (The Cherry Thing) på min iPod for at lære teksterne. Jeg skal mødes med resten af bandet i Slovakiet og øve et par dage, før turneen starter (interviewet blev lavet i midten af juni, red.), så det bliver godt at komme på bølgelængde med dem igen.

Hvad kan vi forvente af koncerten?


– Det er punkrocket free-jazz, men jo bedre vi kender materialet, jo friere kan vi være. Men vi spiller sangene fra albummet og sikkert også nogle andre covers, som vi har arbejdet på. Men man skal ikke forvente at høre en ny version af Buffalo Stance.

Hvad gør du, lige inden du går på scenen?

– Jeg hader at gå på scenen uden lige at have rørt ved alle, jeg skal på scenen med eller i hvert fald lige at have haft øjenkontakt med dem. Ellers handler det mest bare om, at jeg selv lige skal blive grounded, og det opnår jeg blandt andet ved at meditere lidt.


Hvad står der på din forplejningsliste?

– Vi har ingen forplejningsliste på denne turné, så det bliver en overraskelse hver aften. Normalt beder jeg bare om honning, ingefær, sojamælk, te, gedeost og cigaretter.

Hvad hører du i tourbussen?


- Af nyere ting er det de seneste plader med Burial og PJ Harvey og så en masse gammel reggae som Twinkle Brothers og Dennis Brown.

 

Køb billetter til koncerten via GAFFA Live.


 

 

ANNONCE