Nyhed

Pink afslører albumdetaljer

Sangerinden har offentliggjort trackliste og cover til det kommende album ”The Truth About Love”

Den 18. september udkommer der nyt fra Pink, i form af hendes sjette studiealbum "The Truth About Love". Vi har tidligere kunne fortælle på GAFFA.dk, at sangerinden Lily Allen gæsteoptræder på det kommende udspil. Og nu offentliggør Pink også albumcoveret (billedet) og tracklisten.

Pink, med det borgerlige navn Alecia Beth Moore, startede sin musikalske karriere i det amerikanske r&b-band Choice, tilbage i 1995. Bandet blev signet hos pladeselskabsmanden L.A. Reid fra LaFace Records, men nåede aldrig at udgive et egentligt album. I 2000 startede Pink sin solokarriere med debutalbummet "Can't Take Me Home", som kastede hitsinglerne "There U Go", "Most Girls", og "You Make Me Sick" af sig og solgte mere end fire millioner eksemplarer verden over.

Hendes andet udspil, "Missundaztood", fra året efter sikrede hende det store kommercielle gennembrud og opnåede et salg på cirka 13 millioner album.


Fire års ventetid

Siden har sangerinden udgivet yderligere tre albums, hvoraf det seneste udkom tilbage i 2008. "Funhouse" blev anmeldt af GAFFAs Signe Bønsvig Wehding, som dog ikke var så nem at begejstre. Hun gav albummet tre stjerner og skrev blandt andet:

"Amerikanske P!nk har noget. Noget andet og mere end den førsteplads på UK's singlehitliste, hun for nylig snuppede for næsen af Oasis. Det er ikke tuschen, det lyserøde hår eller sort neglelak. Den slags er jo elementært efterhånden. Næh, hun smider sit femte album på gaden med et befriende niveau af ligefremhed og uhøjtidelighed. Skærmet af selvironi godt nok, men den ærlige tilgang gør hendes form langt mere tålelig end gennemsnitspoptøsen på anarkitrip. Musikken er ikke nytænkende, eller væsentligt forskellig fra de tidligere album. Hendes tekster er ikke besværet af poetisk skaberkraft eller intellekt, men hendes mørke stemme er i god form".


Pink fortalte i et interview til det australske Today Show om "The Truth About Love": "Jeg er spændt. Jeg synes at sangene er fornøjede og kloge og sjove. Motivationen for albummet er kærlighed og alle de forskellige nuancer af det – mørk, lys, glad, ked af det, hvad kærlighed kan motivere dig til at gøre, bare det hele. At udforske hvor meget det kan gøre ondt og hvor meget det kan føles godt. Det er ikke teatralsk."

Pink har desuden udtalt at der, udover Lily Allen, er flere gæsteartister med på det kommende album. Der er dog ikke nogle navne at finde i forbindelse med den nu offentliggjorte trackliste, som foruden førstesinglen "Blow Me (One Last Kiss) indeholder numre som "Slut Like You" og "Walk Of Shame".

Lyt til singlen "Blow Me (One Last Kiss)"


Trackliste for "The Truth About Love":

1. Are We All We Are

2. Blow Me (One Last Kiss)


3. Try

4. Just Give Me A Reason

5. True Love


6. How Come You're Not Here

7. Slut Like You

8. The Truth About Love


9. Beam Me Up

10. Walk Of Shame

11. Here Comes The Weekend


12. Where Did The Beat Go?

13. The Great Escape

ANNONCE