Penguin Prison og australske Gurrumul har aflyst deres koncerter på festivalen. Peter Broderick og danske Reptile Youth tager over.
Roskilde Festival er ramt af årets to første afbud.
Australske Gurumul er forhindret i at spille deres job på Gloria søndag klokken 15. Amerikanske Peter Broderick, der senest spillede på festivalen i 2009, erstatter. Festivalen skriver på sin hjemmeside:
"Den amerikanske multikunstner veksler mellem folk, americana, electronica og forsagt klaverminimalisme. Vi er triste over ikke at kunne præsentere Gurrumul, men glæder os over genhøret med Peter Broderick."
I aften, lørdag, har Penguin Prison meldt fra til deres festforestilling på Cosmopol klokken 01.30. Som erstatning har festivalen hentet den aarhusianske vanvidsduo Reptile Youth (billedet), om hvem festivalen skriver:
"Den århusianske duo spiller elektronisk punkrock med overstyret rave-fornemmelse. Reptile Youth spillede i 2011 på Pavilion Junior, og allerede dengang var der tegn på at de havde potentialet til en større scene. Mads Damsgaard Kristiansen og Esben Valløe har skarp og dynamisk attitude nok til at drive det vidt inden for den storbymørke postpunk, og Cosmopol er et oplagt nyt skridt for den lovende duo."