Nyhed

Tom Waits giver sjældne tv-optrædener

Entertaineren lufter materiale fra seneste album hos Letterman og Fallon i næste uge

Da den 62-årige sanger, sangskriver og skuespiller Tom Waits fra Pomona, Californien, i oktober 2011 udsendte albummet "Bad as Me" udløste det begejstrede anmærkninger over hele linjen. Således også hos GAFFA, hvor det blandt andet hed - iøvrigt fra samme signatur som skriver disse linjer:

"Der, hvor dette mandens første regulære studiealbum i syv år for alvor tager kegler, er i det uventede og stærkt prisværdige greb, at der her gribes tilbage til de helt tidlige plader i en række blåtonede ballader, som brænder stærkt og klart igennem".

Og nu er Waits, hvis koncerter og offentlige optrædener i almindelighed er en sjældenhed, endelig klar til at lufte materialet live. Dog ikke på landevejen, men derimod hos de to veletablerede amerikanske tv-værter David Letterman og Jimmy Fallon, hvor han henholdsvis den 9. og 10. i indeværende måned vil stille op til snak og musiceren.

"Tom vil dukke op på late night tv for Letterman den 9. juli og Fallon den 10. juli. Han vil tale med værterne og give de første live-optrædener med sange fra sin seneste plade, "Bad as Me". Blandt musikerne som slutter sig til Waits på scenen er hans søn Casey Waits, bassist gennem mange år Larry Taylor, guitarist David Hidalgo, keyboard-spiller Auggie Meyers og guitarist Big Bill Morganfield", hedder det på Waits Facebook-side.

Tilbage i maj dukkede Waits karakteristiske fortællerstemme op i en minidokumentar om den ligeledes californiske konceptkunstner John Baldessari, produceret for LA County Museum of Arts. Se den seks minutter lange film her.

ANNONCE