Vega offentliggjorde i dag endnu et navn til efterårets program. Beach House kommer på besøg den 6. november
Den amerikanske drømme-pop-duo Beach House gæstede i 2010 spillestedet Vega. Dette var en stor succes, som de nu skal prøve at gøre efter til november. Her vil man kunne glæde sig til at høre numre fra deres seneste og meget anmelderroste album "Bloom".
Beach House debuterede i 2004 med deres selvbetitlede album og var så i maj i år klar med deres fjerde og seneste udspil "Bloom". Albummet blev tildelt intet mindre end 9.1/10 af Pitchfork og også GAFFAs anmelder Christian Erin-Madsen var begejstret. Han tildelte albummet fem stjerner og skrev blandt andet:
"Hvad er det så, der løfter dem over andre? En del af skønheden er netop, at musikken spænder fra repetitive rundgange, som versene på Myth, for herefter at lade sig forløse i bevægelse og forførende udflugt, som på omkvædet i samme sang. Der er små klimaks-elementer, som på Wild, der er den ideelle guitar knap tre minutter inde i Lazuli, der løfter taget, der er en narkotisk afhængighedsskabende såvel som mystificerende tilgang, der kalder på at blive hørt igen og igen uden at blive trættende."
Baltimore-duoen Victoria Legrand og Alex Scally besøgte som allerede nævnt også Vega i 2010. Dette var en storrost koncert, der lige som albummet "Bloom" blev belønnet med fem stjerner og følgende ord af Christian Erin-Madsen: "Baltimore, Maryland-duoen (…) pointerede undervejs, at denne aften var Beach House-historie. Måske var det derfor, at Victoria Legrand, forekom ustyrligt veloplagt. Dog på en facon, hvor hun kanaliserede det kontrolleret ud indenfor rammerne af sin imponerende og nuancerede stemme samt den hippieagtige, eksalterede dans, hun udøver af og til."
Der er altså alt mulig grund til at glæde sig til, at Beach House endnu engang gæster Vega og byder indenfor i deres drømmende og forunderlige univers.
Billetsalget starter i dag (torsdag den 7. juni,) via Vegas hjemmeside, BilletNET og på posthuse.





