Nyhed

Nyt album fra Beach House på vej

GAFFA.dk – alt om musik

Drømme-pop duoen fra Baltimore har arbejdet på ny musik under coronapandemien

Beach House har løftet slørret for et nyt album, som udkommer i 2022. Det skete for nyligt i et interview med KINK.FM. I interviewet fortæller vokalist og keyboardspiller Victoria Legrand og guitarist og korsanger Alex Scally om, hvordan Beach House har holdt sig relevant siden udgivelsen af deres selvbetitlede debutalbum fra 2006 samt personlige anekdoter om deres venskab og samarbejde.

Intervieweren spørger Beach House, om de har fundet nogle nye hobbyer under lockdown. Dertil svarer Scally: "Mig personligt, nej", hvorefter han afslører: "Jeg har bare arbejdet på albummet, som vi udgiver næste år."

Udover det kommende album hinter duoen også til en kommende turné. 

"Der kommer annonceringer meget snart," siger Scally i interviewet. Legrand tilføjer: "Vi håber at turnere igen", hvorefter Scally siger til intervieweren: "Jeg er sikker på, at du har talt med bands... det er vildt derude næste år. Der er meget, der skal administreres."

Beach House er særligt kendte for deres melankolske sangtekster og drømmende guitarriffs. Med populære albums som Teen Dream (2010), Bloom (2012), Depression Cherry (2015) og senest 7 (2018) i bagagen bliver det interessant at høre, hvad den garvede duo har brygget sammen under pandemien. Ud over den kommende plade har Beach House også produceret soundtracket til en kortfilm med titlen Marin's Dreams, som udkom tidligere på året, skriver NME.

Tilbage i 2018 spillede Beach House koncert i Den Grå Hal. Koncerten fik fire ud af seks stjerner, og GAFFAs anmelder skrev: "En del af charmen ligger i måden, deres kompositioner elegant veksler mellem stilstand og bevægelse. Som i “Wishes”, der begynder med Legrands nænsomme vokal svævende over et minimalt keyboard-tema, en papirstynd synth-flade. I aften endte det som en hel symfoni."

Også i 2018 lavede GAFFA et interview med Beach House, hvor de fortalte om deres seneste plade 7 samt den udvikling, de har gennemgået i de senere år. 

LÆS OGSÅ: BEACH HOUSE: Arbejdet med mørkets skønhed

Du kan lytte til hele KINK.FM interviewet med Beach House lige her: 

ANNONCE