Nyhed

EaggerStunn – En vitaminindsprøjtning til dansk reggae

Eaggerman og Stunn Gunn er klar med fuldblods-reggaeprojektet EaggerStunn

Da Bikstok Røgsystem for syv år siden lagde hitlisterne og spillestederne ned med hits som Cigar, DK's Koner og Fabrik og gjorde dansksproget dancehall til hvermandseje, sad Kristoffer "Stunn Gunn" Sjelberg bag trommerne. Han bondede hurtigt med Dwayne "Eaggerman" McFarlane, og de to fandt ud af, at de lå inde med en fælles vision om, at der skulle ske noget nyt med reggae i Danmark.

Stunn: – Allerede dengang var vi enige om, at vi ville lave noget, der ikke var set før i dansk reggae. Så vi begyndte at lave beats sammen, og planen var egentlig ikke, at Dwayne skulle levere vokalen.

Eagger: – Idéen var egentlig, at vi gerne ville have en masse jamaicanske kunstnere med på både instrumenter og sang, men vi fandt hurtigt ud af, at der er rigtig mange penge involveret i det – og vi er begge to fattigrøve – og der er desuden lidt for meget networking og skulderklapperi i det, til at det var noget vi gad. Vi skulle jo have vokaler på vores riddims, men vi kunne ikke rigtig komme i tanker om nogen, vi gerne ville have til at gøre det, og så tænkte jeg: "Jamen, jeg kan da godt et eller andet…", og så blev det sådan. Og de første sange, vi lavede, var Dub A Dub, MorderDem og Dolkening, som blev lavet for fire år siden.


Hvad har I lavet sideløbende med, at denne her plade er blevet til?

Eagger: – Jeg har arbejdet på Carlsberg, været på bistand som så mange andre i disse tider, og så har jeg fisket enormt meget. Jeg elsker at fiske!

Stunn: – Jeg har turneret enormt meget og været i studiet en del med blandt andre Camille Jones, Lulu Rouge og Jokeren.


Eagger: – I lang tid var det jo et hyggeprojekt, men så var der flere og flere, der syntes, vi skulle gøre noget mere ud af det, og så begyndte vi at tage kontakt til forskellige folk, der kan administrere alt det, vi ikke selv kan. Jeg er et rodehoved i forhold til planlægning og logistik, og det er Kristoffer vist også, så vi havde brug for nogen til at varetage alt det der, som andre musikere åbenbart selv kan finde ud af, og derefter skulle vi ud og finde et pladeselskab.

EaggerStunns debutalbum "Armagedion" udkommer mandag den 11. juni. Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion.

Se en teaser for albummet her.


ANNONCE