Nyhed

Guide: 13 rigtige til en musikalsk superweekend

Hvad skal du se og høre i weekenden af koncerter? GAFFA giver dig 13 gode bud.

Ugen er så småt ved at gå på hæld, og vanen tro giver vi dig her fredag en guide til weekendens mest spændende koncerter og festivaler. Her i sommertiden er det ved at tynde lidt ud med de indendørs koncerter, men til gengæld er der små og store udendørsarrangementer og festivaler over hele landet. Der er i skrivende stund billetter til alle nævnte koncerter. Du kan finde flere bud på gode live-oplevelser i weekenden på GAFFA Live.

Fredag

København

The Cardigans fremfører Gran Turismo, Tivoli, Plænen, klokken 22

Helt eksklusivt – som en af fem koncerter – opfører den svenske gruppe The Cardigans (billedet) hele deres succesfulde album fra 1998 "Gran Turismo", der indeholder hits som "My Favorite Game" og "Erase/Rewind".

– Det bliver en helt speciel oplevelse for os at spille et af vores absolut favoritalbums "Gran Turismo" for publikum i Tivoli, og vi glæder os rigtig meget til at dele den oplevelse med vores danske fans, udtaler The Cardigans i forbindelse med koncerten i Tivoli.

Hypnotic Brass Ensemble, Pumpehuset, klokken 21

Den amerikanske blæsergruppe har blandt andet indspillet med Erykah Badu, Gorillaz og Tony Allen og optrådt på Orange Scene med Gorillaz og Prince i 2010 og til Princes NPG Festival på Amager sidste sommer.

Det ni mand store orkester tæller otte brødre, der er sønner af den markante jazztrompetist Kelan Philip Cohran, som i 50'erne spillede sammen med legenden Sun Ra. Hypnotic Brass Ensemble startede deres egen karriere på gadehjørner og i undergrunden i Chicago og lyttede dengang mest til hiphop. Senere flyttede de til New York og fik defineret deres lyd, der blander deres forkærlighed for hiphop med blæserjazz og har gjort dem til et populært live-navn. Gruppen består af otte blæsere og en trommeslager.

Jagwa Music, Global, klokken 21

De væltede Cosmopolscenen på Roskilde Festival som sidste band lørdag i 2011. De gentager kunststykket i aften, men denne gang er du helt tæt på. I et forløb, hvor der bestemt ikke tages fanger. Og trancen lurer lokkende rundt om hvert et beat.

WhoMade Who: Live Evil, Jazzhouse, klokken 23

WhoMadeWho er både et festligt og nyskabende indslag på den danske musikscene, når de med selvsikkerhed bevæger sig igennem genre som pop, elektronika, funk, rock og jazz. Med udgangspunkt i guitaristen Jeppe Kjellbergs tilknytning til jazzmiljøet har gruppen til aftenens koncert valgt at allierere sig med Anders Banke på diverse blæsere samt den norske trompetist og lydtroldmand Gunnar Halle. 
Arrangementet har fået titlen "Live/Evil", som også er navnet på en Miles Davis-udgivelse. En hyldest til manden, som var med til at nedbryde skellet mellem jazz, funk og rock.

Aarhus

Fallulah, Tivoli Friheden, klokken 20.00

Den populære og prisvindende sangerinde gæster Aarhus. Forvent hits som "Bridges", "Out Of It" og "I Lay My Head".

Heidi Mortenson + Jomi Massage, Henriette Sennenvaldt & Maria Laurette Friis, Stadepladsen, Brabrand

Sangerinden og elektronikamusikeren Heidi Mortensen og trekløveret Jomi Massage, Sennenvaldt og Friis musicerer som del af det litterære arrangement Sommerstemmer med blandt andre forfatterne Adda Djørup, Kristina Nya Glaffey og Thomas Boberg. Der er gratis adgang fra klokken 15.

M.O.P + R.A. The Rugged Man, Train, klokken 21.30

M.O.P, som er en forkortelse af "Mash Out Posse", har siden midt 90'erne været et fremtrædende ikon inden for hiphoppens undergrundsscene. Den amerikanske duo som tæller Bille Danze & Lil' Fame og som startede op i Brooklyn er kendt for deres hardcore stil, hvilket de slog fast i 1993 med deres debutsingle "How About Some Hardcore?"
 
Sidenhen fik de et kommercielt gennembrud med sangen "Ante Up", som er et af de kæmpe hits gruppen har haft ud over klassikeren "Cold As Ice" som blev spillet flittigt i amerikansk radio. M.O.P har flere gange gæstet Danmark, og nu kan danske fans se frem til, at de igen betræder dansk jord. Der er lagt i ovnen til en fest, når de på deres Europa-turné slår et smut forbi Aarhus den 8. juni på Train.

Med sig har de R.A. The Rugged Man, som var en af de første hvide rappere til at få en pladekontrakt i 1990 før både Vanilla Ice og Eminem, men dog efter Beastie Boys. Han har medvirket på mere end tyve complications gennem tiden. Han har kun udgivet et studiealbum i 2004 med titlen ''Die Rugged Man Die'', men er i øjeblikket i gang med at færdiggøre sit nye album ''Legends Never Die''.

Harboøre

Haze Over Haarum, hele dagen

Den mangeårige festival er allerede i gang, og i år med kunstnere som D-A-D, L.O.C. og Kato som hovednavne fredag. Festivalen fortsætter lørdag med blandt andre Aqua, Alphabeat og Hej Matematik på programmet.

Korsør

Korsør Open Air, Korsør, 14.30 og frem

70'er- og 80'er-musikken er i fokus hos den nostalgiske festival, der fortsætter lørdag med den barmfagre Samantha Fox som det absolutte hovednavn.

Nordborg

Nordals Musikfestival, fredag hele dagen

Den familievenlige festival byder fredag på blandt andre Alphabeat, Dúné og Johnny Madsen og fortsætter lørdag med blandt andre Lukas Graham, Burhan G og Aura.

Roskilde

Big Daddy Kane, Gimle, klokken 21

Fredag den 8. juni får Roskilde-spillestedet Gimle besøg af Brooklyn-rapperen Big Daddy Kane. Big Daddy Kane startede sin karriere tilbage i 1986 som medlem af rapgruppen Juice Crew (med blandt andre Biz Markie, Masta Ace og Marley Marl). Rapperen har blandt andet vundet en Grammy – i 1991 for sit bidrag på Quincy Jones-albummet "Back On The Block" – og bliver af mange betragtet som en af de mest indflydelsesrige og dygtige mc'er i rappen, blandt andet takket være sin evne til at rappe ganske hurtigt, selvom han lider af astma.

Lørdag

Aarhus

Tales Of Murder And Dust + The Woken Trees, Radar, klokken 21

Den tidligere vinder af Månedens Demo i GAFFA udgav for nylig det roste debutalbum "Hallucination of Beauty". Forvent nu-psych, nu-gaze og alt-folk. The Woken Trees befinder sig i samme boldgade, tilsat elementer af post-punk.

Middelfart

Rock Under Broen, klokken 10

Amerikanske Lenny Kravitz er hovednavnet ved endagsfestivalen ved den ny Lillebæltsbro. Kravitz udgav i august 2011 sit niende studiealbum, "Black And White America". Lenny Kravitz debuterede i 1989 med albummet "Let Love Rule", der viste stor inspiration fra især 60'ernes og 70'ernes rock og soul og blev et stort hit verden over. Siden fulgte en lang række succesfulde plader og hits som "Always On The Run", "Are You Gonna Go My Way", "Fly Away", "I Belong To You" og mange flere.

Lenny Kravitz har gennem årene solgt over 35 millioner eksemplarer og indbragt ham fire Grammy-statuetter. Sangskriveren har ved flere lejligheder gæstet Danmark, senest Danmarks Smukkeste Festival i 2008.

Lenny Kravitz får selskab af en lang række populære danske navne, der vist ikke behøver den store præsentation: D-A-D, Rasmus Seebach, TV-2, Medina, L.O.C., Tim Christensen, Burhan G og Kato.

 

ANNONCE