Nyhed

Jazz’n’Poetry-aften på Jazzhouse

Ti danske digtere har sammen med konservatoriestuderende forenet ord og toner på et nyt album

"Folk kan godt lide lyrik, de skal bare gøres opmærksomme på det", lyder det fra Claus Høxbroe, en af de ti forfattere og ordmennesker som medvirker på musik- og lyrikudgivelsen "Ti".  Musikkonservatoriestuderende Mikkel Grevsen er idémanden bag konceptet, som ud over at forene lyrik med musik også samler etablerede kræfter med spirende talenter. Albummet udkommer i morgen, den 16. juni, og i den forbindelse afholdes der releasekoncert på Jazzhouse i København.

Den kun 24-årige Mikkel Grevsen har i dette nye projekt forenet femogtredive af sine medstuderende fra Rytmisk Musikkonservatorium med nogle af tidens betydningsfulde forfattere og ordmennesker, heriblandt Søren Ulrik Thomsen og Jørgen Leth. Det er blevet ord og tone-konceptet "Ti".

Skiller sig ud


Sammensætningen af digterkunst og musik er på ingen måde ny, og de fleste af de medvirkende forfattere har selv prøvet det før. Det der gør, at netop dette projekt skiller sig ud fra mængden er, at det er helt nye og uprøvede musikere som står bag. Samarbejdet skal derfor også være med til at gøde jorden for landets nye komponister og musikere.  

"Den største oplevelse med produktionen af "Ti" var at opleve den stemning og energi, der opstod i studiet, når forfatterne og musikerne begyndte at finde ind til hinanden. Jeg havde sat forfattere og musikere sammen ud fra en stærk mavefornemmelse og uden konkret at vide, hvilket materiale de ville komme med. Det var enormt bekræftende at se, at de konstellationer, der forinden kun havde været ideer i mit hoved og fornemmelser i min mave, rent faktisk også fungerede i virkeligheden", udtaler Grevsen og tilføjer:

"Jeg gik meget op i at skabe en god energi og stemning i studiet – det er vigtigt for at kunne få kreativiteten til at blomstre. Den intense og nærværende energi, jeg oplevede i studiet, oplever jeg igen, når jeg lytter til albummet og det er en fantastisk følelse". 


Digte til lillebror

Simultant med udgivelsen er det også tid til, at "Ti" møder publikum. Dette kommer til at ske på det for nyligt genåbnede Jazzhouse, hvor Søren Ulrik Thomsen (billedet), Jens Blendstrup, Claus Høxbroe, Christel Wiinblad, Theis Ørntoft og atten musikere vil tage udgangspunkt i fem forskellige følelser og anskuelser.

Publikum kan blandt andet glæde sig til endnu ikke udgivne digte fra Jens Blendstrup, beatpoesi fra Høxbroe og akkompagnerede oplæsninger fra Chrstel Winnblads anmelderroste digtsamlig "Min Lillebror". Desuden vil Theis Ørntoft sammen med trashbandet Interfoam vise publikum "storbyen gennem en ung mands tømmermændsramte optik", hedder det i pressematerialet. Med på Jazzhouse er desuden 2d Visuals, som vil skabe en intim stemning rundt om de optrædende og publikum.


Billetter til arrangementet kan købes i døren eller på Billetlugen og koster 160 kroner.

ANNONCE