For tre år siden sagde vi farvel til Lily Allen, men nu ser det ud til, at vi skal sige velkommen tilbage
I september for tre år siden udtalte Lily Allen, at hun ikke ville lave mere musik med ordene:
"Bare så I ved det: jeg har ikke forlænget min pladekontrakt, og har heller ingen planer om at indspille en ny plade. Men jeg vil stadig forblive fan af ny musik, så det er ikke noget egoistisk korstog. Den tid er længe forbi for mit vedkommende, hvor jeg kunne tjene penge på at indspille musik."
Nu har den bramfri popsangerinde imidlertid afsløret på Twitter, at hun igen er i studiet:
"I vil blive glade for at vide, at jeg for tider er i f…ing studiet med Greg Kurstin. Ikke noget særligt egentlig, jeg kaster bare noget s… mod væggen og ser, om noget hænger fast."
Den succesfulde popsangerinde Lily Allen har haft en kometkarriere og er med bare to album blevet kendt over det meste af verden for sin iørefaldende popmusik. Debuten "Alright, Still" udkom tilbage i 2006, og i 2009 var hun klar med "It's Not Me, It's You", som indtil for ganske nylig også var sangerindens exit fra musikscenen – i hvert fald hvad pladeudgivelser og turnéer angår.
For tilbage i 2011 begyndte sangerinden at forfatte en stak nye sange til en kommende musical-version af "Bridget Jones' Dagbog". Projektet skulle ifølge jam.canoe.ca også have haft indflydelse på Lily Allen's tur tilbage til studiet.





