Vi har talt med den NorthSide-aktuelle sangerinde, der er aktuel med albummet "Electra Heart"
Interviewet har tidligere været bragt på GAFFA.dk
Med singler som Shampain og I Am Not A Robot blev albummet Family Jewels en af 2010s mest bemærkelsesværdige plader. Marina Diamandis var overalt. Hendes sange blev spillet flittigt i radioen, hun var i aviser og talkshows. I processen blev hun kendt som Marina And The Diamonds i hele verden. Efter en så rost debut kan det være svært at lade op og lave nyt. Men det lader ikke til at have været tilfældet med Electra Heart. Den lyder både mere kæphøj og mere varieret end forgængeren. Marina begyndte at skrive materiale til den, allerede da hun var på turné med den første plade.
– Albummet gik godt, men jeg vidste ikke, at jeg havde bidraget med noget stort til musikhistorien. Det var et nybegynderalbum, hvor en del af materialet siger, hvem jeg er. Andet var mere imitationer af mine idoler. Jeg vidste, at jeg skulle være bedre på mit næste album, og at jeg stadig havde meget at bevise.
Nu er du vel lige lovlig selvkritisk mod dit første album?
– Det er skønt at være i Europa. Hjemme i England er der så mange, som presser mig ned og siger, at jeg er for skør eller gal. Jeg tror, I forstår mig bedre end mine landsmænd, siger Marina.
Blond primadonna
Vi sidder i en hotelsuite på Södermalm i Stockholm. Marina And The Diamonds er i Sverige for at give interviews og tale om det nye album med aviser, radio og tv. Hun har en rosa kjole på med mange blonder. Sminken er i matchende rosa toner, undtagen den sorte hjerteformede skønhedsplet, som sidder på kinden. Samme kontrast mellem rosa og sort findes på neglene. Konturerne er skarpt markerede med sort, mens resten af neglene er rosa. Hvis man husker Marina And The Diamonds som mørkhåret, må man også tænke om. For tiden er hendes lange lokker afblegede, og midt i dem sidder en roset. Hun ser ud som om, pladens første single er blevet menneske: Primadonna. Men hun opfører sig ikke som én. Hun er venlig, svarer på alle spørgsmål og griner meget.
I Primadonna synger du, at det, du vil, er at eje verden. Er det sådan, vi skal betragte din nye plade?
– Arh. Det er vel en del af den glimt-i-øjet-humor, der er på pladen. Eftersom jeg synger det alvorligt, ved folk ikke, om jeg virkelig er en total egoist, eller om jeg bare laver sjov med, at jeg er det. Nej, jeg vil ikke have hele verden. Men kærlighed, ja tak.
Så det handler egentlig om kærlighed?
– Ja. Min eks sagde altid: "lad være med at være sådan en primadonna". Jeg plejede at svare: "jeg vil bare have hele verden", siger Marina.
Det var på grund af samme eks, at hun begyndte at skrive sange så tidligt. Under turnéen med den første plade begyndte hun at skrive sange som lægemiddel mod det bristede hjerte.
– De tre første sange, jeg skrev, er uden tvivl prægede af, at det endte. Det satte tonen, men jeg ville videre. Så jeg begyndte at fundere over, hvordan jeg kunne udtrykke mine følelser gennem forskellige kvindelige arketyper, i stedet for at det bare blev Marina, der sang om sin stakkels sårede sjæl, siger hun og griner.
Er disse kvindelige arketyper en kommentar til, hvordan det er at være kvinde i dagens samfund og de roller, man forventes at have dér?
– Ikke rigtigt. Selvfølgelig er jeg feminist, men det er ikke et feminist-album. For mig handler det mere om at udforske det feminine og den feminine psykologi.
Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion.
