Nyhed

Mick Harvey gæster Vega

Det tidligere medlem af Nick Cave And The Bad Seeds besøger Vega med sit eget soloprojekt

Det er lidt af en multikunstner, der til september lægger vejen forbi Vega i København. Mick Harvey kan nemlig både skrive rockmusiker, sangskriver, komponist og producer på cv'et. Læg dertil at han er en multi-instrumentalist, som har indspillet langt de fleste instrumenter på hans seneste album.

Mick Harvey er nok bedst kendt for sit samarbejde med Nick Cave. I 1983 slog de to pjalterne sammen og dannede Nick Cave And The Bad Seeds, som nu har 14 studiealbums, 3 live-albums og 2 compilations bag sig. I 2009 valgte den australske musiker at forlade bandet og fokuserede derefter på sin solokarriere, som han allerede startede op tilbage i 1995.

Som soloartist er det blevet til fem albums, hvoraf det seneste " Sketches from the Book of the Dead" udkom i 2011. Til forskel fra de andre udgivelser stod musikeren på det seneste album helt på egne ben. Ud over at have givet sig i kast med flertallet af albummets instrumentale dele, har han også her, til forskel fra tidligere udgivelser, skrevet alle sange selv.


Albummet blev tildelt fire stjerner og følgende ord fra GAFFAs anmelder Finn P. Madsen: "Det meste af udspillet fungerer som en slags katarsis for Harvey, hvor de blødende smukke The Ballad Of Jay Givens, Rhymeless og How Would I Leave You? får sat streg under, hvilken kompetent sangskriver han er. Sketches From The Book Of The Dead er formfuldendt i alvorens tegn, hvor Mick Harvey minder os om, at livet kun er til låns for en stund."

Ud over solokarrieren har Mick Harvey også fundet tid til at spille med PJ Harvey (som han ikke er i familie med), blandt andet på hendes seneste og meget anmelderroste album "Let England Shake." Således bærer australierens musikunivers også tydeligt præg af både dette samarbejde og ikke mindst hans tætte kollaboration med Nick Cave.

Det er den 21. september, at det vil være muligt at opleve Mick Harvey live i Vega.


Forsalget starter i dag via Vegas hjemmeside, Billetlugen og i Fona-butikker.

ANNONCE